Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune
En grejbank til en grundejerforening, lydudstyr til Starup Festdag, støtte til eventet Forår på Havnen og materiale til en rideklub. Det er blot nogle af de projekter, der blev budt ind med, da borgerne i Haderslev og Starup sidste år for første gang skulle prøve kræfter med borgerbudgettering.
“Det er borgerne, der kommer med idéerne, og det er i sidste ende også dem, der selv stemmer om hvilke projekter, der skal realiseres. Det kræver lidt, at man tør give sig i kast med nogle projekter og gå sammen med sine naboer på nye måder”, siger Bent Kloster, formand for Land- og Byudviklingsudvalget.
Igen i år kan borgerne få del i midlerne. Der er afsat 50.000 kr. til hvert af de 12 områder i Starup og Haderslev samt to puljer til temaerne “biodiversitet” og “det gode naboskab”.
Hvilke projekter, der skal have penge, beslutter de fremmødte borgere på afstemningsmøder til november, men først skal de gode ideer på bordet.
“Vi prøver at holde det virkelig enkelt – både den måde, du søger på, og måden du stemmer på, fordi det er så vigtigt, at det er borgerne selv, der kommer på banen med deres gode idéer”, siger Bent Kloster.
Borgerbudgettering har kørt i flere år i landdistrikterne i Haderslev Kommune, og her har det været en succes.
“Landdistrikterne har virkelig taget metoden til sig, og her har den vist sig at være meget engagerende. Et af formålene er netop at bringe folk sammen og at der opstår nye fællesskaber i forbindelse med projekterne”, siger næstformand i udvalget, Bo Morthorst Rasmussen.
Informationsmøder
Vil man gerne vide mere om mulighederne for at søge og få støtte til sit projekt, så kan man enten læse mere på
eller deltage i et informationsmøde. Tilmelding er ikke nødvendig.- Lokalområde 9,10,11 og 12
Mandag den 28. august 2023 kl. 19 – 20 i Haderslev Idrætscenter.
- Lokalområde 1
Torsdag den 14. september 2023 kl. 19 – 20 på skolen i Starup.
- Lokalområde 2,3 og 4
Mandag den 4. september 2023 kl. 19 – 20 på Haderslev Vandrehjem.
- Lokalområde 5, 6, 7 og 8
Onsdag den 6. september kl. 19-20 i Slotsgade 25, Haderslev.
Kontakt:
Formand for Land- og Byudviklingsudvalget, Haderslev Kommune Bent Kloster tlf.: 40 31 17 86 email: bklo@Haderslev.dk
Næstformand, Land- og Byudviklingsudvalget Bo Morthorst Rasmussen tlf.: 40 22 52 85 email: bomr@haderslev.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **