Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd
Som en del af regeringens bud på en finanslov for 2024 foreslår regeringen at hæve befordringsfradraget i yderkommunerne med 100 millioner kroner årligt de næste fire år samt at indføre et “fuldt landevejsprincip”, så det bliver billigere at sejle med færge i Danmark. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd.
– Færgerne er småøernes livsnerve og den eneste vej til og fra øen. En stabil og økonomisk overkommelig færgeforbindelse er vigtig for at folk vil besøge øerne som gæster og turister, og måske derefter vil bosætte sig på småøerne. Flere gæster og turister vil desuden forbedre mulighederne for at drive erhverv derfra, og derfor har vi i flere år kæmpet for, at det skal koste det samme at transportere sig en kilometer i færge, som det koster i en bil. Med det fulde landevejsprincip styrker vi den trafikale ligestilling mellem fastland og øerne, og det er meget positivt, efter at stigende brændstofpriser og den grønne omstilling de seneste par år har gjort det dyrere at tage færgen til øerne, fortæller Steffen Damsgaard.
Det fulde landevejsprincip koster 51 millioner kroner årligt, og der afsættes penge til de næste fire år. Regeringen vil desuden hæve befordringsfradraget med 100 millioner kroner årligt de næste fire år, hvor midlerne skal målrettes yderkommunerne. Landdistrikternes Fællesråd så gerne flere midler afsat til befordringsfradraget, men ser det som et skridt på rette vej.
– Det er godt at se, at regeringen har fokus på landdistrikterne, så det bliver mere økonomisk attraktivt at bosætte sig i land- og yderområder. Det fulde landevejsprincip og et hævet befordringsfradrag målrettet yderkommunerne vil gøre en reel økonomisk forskel for dem, der sejler med færge ofte eller pendler langt fra yderkommunerne. Det har vi længe kæmpet for, og derfor ser vi regeringens udmelding som en politisk sejr for landdistrikterne, fortæller Steffen Damsgaard.
Senere på ugen fremlægger regeringen et samlet bud på en finanslov for 2024, og Landdistrikternes Fællesråd håber på flere initiativer i landdistrikterne.
– Vi har stadigvæk et håb om flere initiativer og midler til landdistrikterne i regeringens finanslovsudspil. Så vi ser meget frem til, at det bliver fremlagt, afslutter Steffen Damsgaard.
Kontakt:
Presse- og kommunikationsansvarlig Helle Vendelbo tlf.: 31718938 email: hve@landdistrikterne.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **