Pressemeddelelse fra Humanistisk Samfund
Hvis regeringens lovforslag godkendes, bliver utilbørlig behandling af genstande med religiøs betydning for trossamfund gjort til en strafbar handling. Hvis lovforslaget godkendes, genindfører Danmark et blasfemiforbud og bliver et bekymrende forbillede for andre stater. Det er holdningen i foreningen Humanistisk Samfund.
Humanistisk Samfund mener, at fri og åben debat i vores samfund er vejen til at forstå hinanden bedst muligt, og at hadefulde ytringer skal reguleres ens, uanset om de skyldes religion, etnicitet, seksualitet eller andre tilhørsforhold til en gruppe i samfundet. Derfor mener vi, at racismeparagraffen er den paragraf i Straffeloven, som vi må beskytte mindretal med.
Kirstine Kærn, forperson i Humanistisk Samfund, udtaler:
“Alle mennesker bør have ret til at tro – og ikke tro – på det, de vil. Mennesker fortjener beskyttelse uanset deres religion og livssyn. Jeg synes grundlæggende, at det er forkert at brænde koraner af med det formål sprede frygt, hån og nedværdige den islamiske religion. Samtidig er genstande med religiøs betydning for trossamfund lige præcis dét – genstande – og ikke mennesker,” lyder det fra Kirstine Kærn, som fortsætter:
“Lad os beskytte mennesker og deres rettigheder i stedet for at genindføre nye blasfemiparagraffer med særhensyn til religioner og trossamfund. Blasfemilove sender et helt forkert signal til verden om, at det er i orden at straffe for fornærmelser imod guder. Rundt om i verden er der lande, hvor der er meget hårde straffe for blasfemi – enkelte lande har ligefrem dødsstraf. Det har Danmark dybest set svært ved at kritisere, når vi selv har en blasfemiparagraf i straffeloven.”
Bliver lovforslaget vedtaget, vil Danmark igen være del af en gruppe af lande, som fastholder, at man ikke må spotte hellige skrifter, som består af fx Saudi Arabien, Yemen, Iran, Afghanistan, Pakistan, Rusland og Indonesien. Det er lande, hvor blasfemilove bruges mod minoriteter og mod politiske og religiøse dissidenter. Det er love, der med religiøse argumenter krænker mindretal i landenes befolkninger.
Kontakt:
Forperson Kirstine Kærn email: kk@hs.dk
Talsperson Thorkild Svendsen email: ts@hs.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **