PRM / HK Kommunal: Velkomment men utilstrækkeligt velfærdsløft

    Pressemeddelelse fra HK Kommunal

    – Regeringen skal have kredit for, at den med en økonomisk håndsrækning anerkender den særdeles trængte økonomi i kommuner og regioner. Men de nye penge rækker langtfra, hvis bare inflationsregningen skal dækkes. Serviceforringelser for borgerne og fyringer af medarbejdere vil også efter regeringens udspil desværre stadig være uundgåelige.

    Sådan lyder det fra HK Kommunals formand Lene Roed, efter at regeringen har bebudet, at den i forbindelse med finanslovsudspillet vil tilføre kommunerne ekstra 650 millioner kroner og regionerne ekstra 350 millioner kroner i 2024.

    I kommunerne står man ifølge HK Kommunals formand med en inflationsregning på to milliarder kroner, mens økonomien i regionerne både lider under manglende inflationsdækning på en milliard kroner og stærkt stigende medicinpriser.

    – Den nære velfærd har igennem en længere periode været underfinansieret, og det nytter ikke, at skiftende regeringer drypvist sender halve løsninger afsted i kommunernes og regionernes retning, siger Lene Roed og fortsætter:

    – Vi har brug for en seriøs drøftelse af, hvordan vi på den lange bane kan sikre den finansiering, der skal til, for at vi som samfund kan efterkomme borgernes og patienternes berettigede forventninger til en tidssvarende velfærd, siger Lene Roed.

    Samtidig med tilførslen af de ekstra penge så fastholder regeringen, at der bare i 2024 skal spares i alt én milliard kroner på de administrative funktioner i kommuner og regioner.

    – Hvis regeringen fastholder den ambition, bliver værdien af det nye økonomiske løft så meget desto mindre værd. For de administrative kompetencer er i den grad forudsætningen for, at alle medarbejdere i den kommunale og regionale velfærdsproduktion kan udnytte deres fagligheder med høj kvalitet.

    HK’erne sikrer ifølge Lene Roed i det hele taget, at vi kan drive et kompliceret velfærdssamfund effektivt og fleksibelt.

    Kontakt:

    Lene Roed tlf.: 24216431

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13714488&publisherId=13559525&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **