Pressemeddelelse fra Dansk Kulturinstitut
Udendørsudstillingen “FÆLLEDSKABER” åbner ved Køge Kirke, Sct. Nicolai, d. 1. september og udstilles frem til 8. oktober. Udstillingen indgår i Køge Kommunes Fælledfestival.
Hvordan kan vi styrke vores lokale fællesskaber, så de bliver bæredygtige og attraktive for borgerne? Der er masser af inspiration at hente både herhjemme og ude i verden. Fra fælleskøkkener i de tyrkiske skove til søbade i Skanderborg. I udstillingen “FÆLLEDSKABER” kan publikum blive klogere på nytænkende og kreative projekter, der har forenet og fremtidssikret lokalsamfund i Tyrkiet, de baltiske lande, Kina, Brasilien og Danmark.
Fælleder og fællesskaber
Fælledskaber er ikke bare et ordspil, men en sammensætning af “fælled” og “fællesskaber”. Før i tiden var fælleden et fælles græsningsområde, der tilhørte landsbyfællesskabet. I dag repræsenterer begrebet de fælles ressourcer, vi deler som mennesker såsom natur, arkitektur og kultur. Udstillingen “FÆLLEDSKABER” tager besøgende med på en rejse til lokalsamfund fra hele verden, der alle arbejder aktivt for at skabe en mere bæredygtig fremtid. Omdrejningspunktet er borgerdrevne initiativer, hvor fælles områder omdannes til nye bæredygtige tilbud, som står frit til rådighed for lokalsamfundet.
Den danske model
Den danske tilgang til arkitektur og bæredygtigt bydesign har høstet anerkendelse fra det meste af verden – ikke mindst pga. traditionen for borgerinddragende processer, som er nyskabende i mange internationale sammenhænge, både ift. lokalsamfund, beslutningstagere og arkitektuddannelser. Udstillingen “FÆLLEDSKABER” har til hensigt at undersøge, hvad det globale nord og syd kan lære af hinandens udfordringer, processer og løsninger ift. at skabe bæredygtig byudvikling og bydesign.
Dansk Kulturinstituts direktør Camilla Mordhorst om udstillingens budskab og værdien i kulturudvekslingen:
“Udstillingen viser, hvordan vi kan inspirere hinanden på tværs af landegrænser. I Danmark er det helt særlige, at vi er et tillidssamfund. Uden betænkning skaber vi initiativer, hvor vi åbent stiller vores fælles ressourcer til rådighed. Om det er byhaver, søbade eller udekøkkener. Tilsvarende kan vi helt sikkert lære fra udlandet, hvordan man hjælper til i sit lokalområde. Hvis man ønsker aktive og vitale byer, så kræver det, at man engagerer sig og tager ejerskab. Vi har alle et ansvar for at sikre en bæredygtig fremtid – både socialt og miljømæssigt.”
Formand for Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg Ken Kristensen om udstillingen i Køge Kommune og vigtigheden af dialogen om byrummet:
“Jeg er stolt af at kunne byde velkommen til “FÆLLEDSKABER” i Køge Kommune. Vi er en kommune med mange stærke fællesskaber, og samtidig er vi en kommune i vækst og med nye bydele på vej, og derfor er udstillingens invitation til synlig dialog om og i byrummet helt oplagt. “FÆLLEDSKABER” bliver meget synlig midt i Køge by langs gågaden og følges op med Fælledfestival på Køge Bibliotek. Kom og deltag i samtalen om lokalt forankrede fællesskaber og bliv inspireret til, hvordan du kan være med til at skabe nye fællesskaber og bruge byens rum på nye måder”.
Fra landsbylounges i Kina til søbade i Skanderborg og bylaboratorier i Litauen
Et af eksemplerne fra udstillingen er landsbyloungen i Shangcun i Kina. Engang var det en kinesisk families indre gårdsplads. Nu er det et mødested for lokale landsbybeboere, turister og andre gæster, hvor man mødes, snakker, spiser, hører foredrag eller deltager i kulturbegivenheder. Loungen er blevet både en fælled og en fælles udvikling af en landsby, der ellers kunne have været døende. Tilsvarende i Litauen har man skabt “Miesto laboratorija”, Bylaboratoriet, i hovedstaden, Vilnius. Det startede som et fælles drivhus og passion for at dyrke planter, men har siden udviklet sig til et aktivt mødested med arrangementer året rundt og et uddannelsescenter i bæredygtighed. “Miesto laboratorija” bliver ofte nævnt som en af de mest succesrige socialøkonomiske virksomheder i Litauen. Stedet er skabt og udvikles fortsat af den lokale befolkning. Af danske bidrag i udstillingen kan bl.a. fremhæves Skanderborg Bybad, som ligger tæt på byen og er åbent for alle året rundt. Badet er hurtigt blevet et socialt knudepunkt, hvor idræt, kultur og byliv forenes. Formålet er at skabe et mødested, der fremmer sundhed og trivsel, og som giver mulighed for nye oplevelser og aktiviteter for alle.
Hvordan håndterer og bevarer vi vores fælles ressourcer? Hvordan vi skaber flere inkluderende fællesskaber? Fra Kina til Brasilien præsenterer udstillingen “FÆLLEDSKABER” 15 konkrete bud.
Om udstillingen
“FÆLLEDSKABER” er en udendørs udstilling skabt af Køge Kommune og Dansk Kulturinstitut.
Den centrale idé bag udstillingen er at bidrage til udviklingen af bæredygtige lokalsamfund ved at skabe opmærksomhed om lokale initiativer, der kan bruges til gensidig inspiration både på lokalt og globalt plan.
“FÆLLEDSKABER” er bygget på ideerne fra “Commons & Communities”, en plakatudstilling fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, ledet af landskabsarkitekt Ellen Braae. Dansk Kulturinstitut overtog rettighederne til udstillingen i 2021 og har integreret den på hjemmesiden
, hvor inspiration og erfaring fra danske eksempler på borgerinddragelse og bæredygtigt bydesign bruges til at styrke og synliggøre lokale samarbejder i Brasilien, Kina, Tyrkiet og de baltiske lande.“FÆLLEDSKABER” præsenterer 15 initiativer fra Brasilien, Tyrkiet, Kina, de baltiske lande og Danmark – disse er inddelt i tre kategorier “Vand”, “Mad” og “Mennesker” og arbejder med kreativitet, kunst, kultur og borgerinddragelse som tværgående værdier og metoder.
Udendørsudstillingen “FÆLLEDSKABER” åbner ved Køge Kirke, Sct. Nicolai d. 1. september og udstilles frem til 8. oktober. Udstillingen indgår i Køge Kommunes Fælledfestival.
Læs mere her:
Kontakt:
Presse – og kommunikationsrådgiver Anne Splittorff tlf.: +45 2636 5775 email: as@danishculture.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **