Pressemeddelelse fra Europæiske ERV A/S
Mange studerende tager et efterårssemester i udlandet, og flere tager afsted her i august eller september måned. I 2022 rejste 7.890 danskere afsted på et udvekslingsophold i udlandet for enten at tage på et studie- eller praktikophold, viser tal fra Danmarks Statistik. Det kræver lidt forberedelse at bo og studere et nyt sted, men der er flere ting, der er vigtige at have styr på, så du får et trygt og sikkert ophold i udlandet. Udover du er blevet accepteret af skolen, har styr på økonomien og fundet et sted at bo, er der her 5 tips til dit studieophold i udlandet.
1. Visum & opholdstilladelse
Der er forskellige regler, der gælder afhængig af, hvor du skal studere i verden, og derfor er det en god ide at undersøge det nærmere, inden du rejser afsted. I Norden behøver du ikke visum eller anden tilladelse for at studere. I andre EU-lande gælder reglen om ‘arbejdskraftens frie bevægelighed’, hvilket vil sige, at du kan studere i et EU-land uden visum. Dog kræver nogle lande, at du selv melder dit ophold i landet til myndighederne efter f.eks. 3 måneder. Hvis du skal rejse udenfor EU, har du ofte brug for et visum for studerende, når du er afsted mere end 3 måneder, men tjek op på reglerne for det specifikke land.
2. Den rette rejseforsikring
Den helt rigtige rejseforsikring sørger for at dække dig, hvis uheldet er ude på din studierejse. Nogle udenlandske uddannelsesinstitutioner kræver, at du har en forsikring. Det er vigtigt, at du har en forsikring, der både dækker dig på dit studie og i din fritid i udlandet. Hvis du planlægger særlige aktive aktiviteter, bør du tjekke op på, om du også er dækket, hvis uheldet er ude. Særligt bør du tegne en rejseforsikring, der dækker udgifter til hjemtransport til Danmark i tilfælde af, at du bliver syg og skal transporteres hjem.
3. Det blå sygesikringskort
Det blå sygesikringskort er godt at have med, hvis du skal studere indenfor EU’s grænser, men gælder ikke udenfor EU. Det blå sygesikringskort giver dig ret til samme sundhedsydelser på samme vilkår, som borgerne i landet har ret til. Derfor kan du også risikere at skulle lægge penge ud til behandling. Det dækker ikke hjemtransport, og nogle steder hellere ikke sygetransport. Derfor er det stadig vigtigt at have tegnet en god rejseforsikring oveni, så du er sikret, hvis der sker dig noget.
4. Styr på recepterne
Hvis du tager noget medicin, som du gerne vil have med på din studietur, så anbefales det, at du får en recept, som du kan bruge i udlandet. Tal med din læge, og sørg for at du i god tid har styr på recepterne til dit ophold. Opbevar medicinen i den originale emballage, og pak den i din håndbagage. Hvis din medicin indeholder stoffer, der virker euforiserende, er det nogle steder nødvendigt at få et pillepas til din medicin. Undersøg reglerne inden du rejser afsted.
5. Pak det der er nødvendigt
Hvis du skal studere i udlandet i en længere periode, kan det være fristende at pakke en hel masse af dine ting. Brug gerne tid på at undersøge, hvordan klimaet er, så du kan pakke det helt rigtige tøj til studieopholdet. Der er oftest god mulighed for at købe almindelige ting såsom tandpasta og shampoo i almindelige supermarkeder, så det er ikke nødvendigt at tage ekstra med. Vores bedste råd er, at lave en komplet pakkeliste, så du er sikker på at få alt med. Forsøg at pakke de vigtigste ting i håndbagagen, hvis nu din indcheckede bagage forsvinder eller bliver forsinket.
– Jeg har selv studeret et semester på Central European University i Budapest. At studere i udlandet kan være udfordrende, sjovt og fantastisk. Tingene bliver aldrig som planlagt, men gå ikke i panik i løbet af de første par dage, fordi tingene er anderledes end derhjemme. Forsøg at være aktiv for at undgå hjemve, og tal med folk, da du kan finde nye relationer for livet. Sæt mål, og prøv at få mest muligt ud af dine studier i udlandet, og følg op på målene, når du kommer hjem. Husk endelig at have det sjovt og få oplevet en ny kultur, siger Peter Steen Olsen, økonomidirektør og talsmand for Europæiske ERV.
Kontakt:
Nordisk CFO og talsmand for Europæiske ERV Peter Steen Olsen email: pst@europaeiske.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **