PRM / Grøn, digital omstilling får Queen Flowers til at blomstre

    Pressemeddelelse fra Alexandra Instituttet

    Det familieejede gartneri Queen Flowers i Hinnerup har sat alle kræfter og samtlige 120 medarbejdere ind på omstilling: De er i gang med at blive mere bæredygtige og trækker både på gammel gartnerviden og helt nye digitale teknologier i processen. 

    Smart klimastyring sparer energi
    Queen Flowers erkendte hurtigt, at deres største bæredygtige forretningspotentiale handlede om energiforbrug, fortæller CEO Frands Jepsen. 

    Derfor installerede de sensorer og computere i gartneriet, der konstant monitorerer og indsamler data om indeklimaet i drivhuset, f.eks.fugtighed, varme, lys, CO2, isolering og mørklægning.  

    Deres klimastyringsprogram bruger disse data til at optimere på alle parametre i drivhuset, men især i forhold til at spare energi. Optimal klimastyring kan nemlig forudse og planlægge forbruget ved at kombinere data fra drivhusene med data om planternes behov og data om vejrudsigten og elpriser.

    Algoritme optimerer vækst og elforbrug
    For både optimere plantevæksten og mindske spild, trækker en algoritme på vejrudsigter, data om elpriser og data om, hvor meget lys planterne har fået.

    Derfor får planterne kun vækstlys, når de har behov for det, og Queen Flowers bruger strømmen, når den er billigst.

    Emballagen taler til forbrugeren
    Queen Flowers har udviklet en emballage, som i højere grad er produceret af genanvendt plastik eller papir, samtidig med at den sikrerholdbarheden og kvaliteten på blomsten og dermed mindsker risikoen for spild.

    Emballagen fortæller samtidig forbrugerne om virksomhedens bæredygtighedstiltag inden for bl.a. biologisk bekæmpelse, emballage i genanvendt materiale, opsamling og genanvendelse af regnvand, samt om plantens samlede CO2-aftryk.  

    Frands Jepsen er mener, at bæredygtighedstiltagene og kommunikationen om dem betaler sig. “Vi får i gennemsnit en noget bedre pris end vores konkurrenter. Det tror jeg blandt andet hænger sammen med, at vi tænker bæredygtighed ind i vores produkter.” 

    På forkant med efterspørgsel og lovgivning
    Queen Flowers tog initiativ til at omlægge produktionen, inden det bliver et krav fra kunder og lovgivning. Ud over de ovennævnte tiltag er de i gang med at udfase spagnum frem mod 2030, fordi den graves i truede højmoser. 

    “Forbrugerne tænker bæredygtigt,” slår Frands Jepsen fast. “Derfor er det vigtigt, at vi er med og fortæller, hvad vi laver nu, og hvad vi kommer til at lave fremadrettet.”  

    Queen Flowers er ikke alene om at bruge nye teknologier og hjælp udefra til at komme godt fra start i den grønne omstilling: De er én blandt ti grønne succeshistorier med små og mellemstore produktionsvirksomheder i e-magasinet Omstillingsanfører, som Alexandra Instituttet og Industriens Fond står bag. Magasinet kan downloades gratis her: https://alexandra.dk/omstilling/

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13713769&publisherId=13559388&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **