Pressemeddelelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening
Der er stor forskel på kommunerne i Region Sjælland, når det kommer til sagsbehandlingstider for enfamiliehuse. Mens familier skal vente meget, meget længe i nogle kommuner, så er andre kommuner hurtigere til at få sagen afsluttet. Det viser data fra KL’s servicemålsstatistik.
Værst ser det ud i Holbæk, Solrød, Roskilde og Odsherred Kommune, hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid spænder fra 127 til 101 dage. Samtidig er sagsbehandlingstiden steget i de fire kommuner.
Faxe Kommune er helt i front med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid for et enfamiliehus på 14 dage.
“Tallene viser tydeligt, at ventetiden på at få behandlet sin byggesag varierer meget fra kommune til kommune. Det bliver i mange tilfælde en flaskehals for de borgere, der gerne vil udvide eller bygge nyt. Det må kunne gøres bedre,” siger direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening, Ole Hækkerup.
En unødig lang proces: indfør klima-fasttrack
I 2015 indgik regeringen og KL en aftale om et fælles servicemål. Aftalen skulle være med til at sikre, at sagsbehandlingstiderne ikke bliver trukket i langdrag. Max 40 dage må en kommune bruge på sagsbehandling af enfamiliehuse, hvis den skal leve op til servicemålet. Det er der kun tre kommuner i regionen, der lever op til: Ringsted, Vordingborg samt Faxe Kommune.
Det er en kompleks proces at få opført et nyt hus, og derfor er det afgørende, at der er mindst muligt bureaukrati, så processen fra ansøgning til godkendelse ikke bliver unødigt lang.
Det er spildtid, og al den ventetid koster. Derfor anbefaler Dansk Ejendomsmæglerforening, at politikerne kigger på at lave et fasttrack-system. Hvis en byggesag indeholder klimatiltag ud over, hvad der kræves i byggeloven, så skal sagsbehandlingstiden holdes under 30 dage.
“Et klima-fasttrack for byggesager vil betyde, at borgerne oplever kortere sagsbehandlingstid, og samtidig bliver man som bygherre motiveret til at tænke mere klimavenligt. På den måde slår man to fluer med et smæk,” siger Ole Hækkerup.
Det vil sikre en mere effektiv byggeproces og samtidig gavne klimaet.
Sagsbehandlingstid i 2021 samt 2022 i kommunerne i regionen
Kommune | 2021 (dage) | 2022 (dage) |
Holbæk Kommune | 115 | 127 |
Solrød Kommune | 76 | 110 |
Roskilde Kommune | 89 | 109 |
Guldborgsund Kommune | 73 | 107 |
Odsherred Kommune | 71 | 101 |
Slagelse Kommune | 58 | 94 |
Stevns Kommune | 71 | 85 |
Greve Kommune | 75 | 84 |
Lolland Kommune | 37 | 78 |
Kalundborg Kommune | 142 | 68 |
Køge Kommune | 65 | 68 |
Næstved Kommune | 43 | 56 |
Lejre Kommune | 64 | 48 |
Sorø Kommune | 52 | 46 |
Ringsted Kommune | 26 | 40 |
Vordingborg Kommune | 37 | 29 |
Faxe Kommune | 11 | 14 |
Gennemsnit hele regionen | 58 | 62 |
Kontakt:
Direktør Ole Hækkerup email: oh@de.dk
Kommunikationskonsulent Katrine Seier tlf.: 32 64 45 32 email: ks@de.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **