PRM / OK ansætter ny IT-direktør

    Pressemeddelelse fra OK

    OK a.m.b.a. har fundet en ny IT-direktør i skikkelse af den 48-årige Rasmus Lundgaard Pedersen, der kommer fra en stilling som IT-direktør i Danske Commodities. Rasmus Lundgaard Pedersen har foruden sin erfaring fra energibranchen erfaring med store IT-systemer i blandt andet finanssektoren.

    IT er altafgørende for transformation
    I OK indtræder Rasmus Lundgaard Pedersen i den øverste ledelse og kommer til at referere til CFO Thor Skov Jørgensen. OK’s CFO glæder sig over, at det er lykkedes at finde en så stærk profil som Rasmus Lundgaard Pedersen til at bygge videre på det stærke fundament, der er skabt på IT-området de senere år. Han understreger, at IT er en altafgørende funktion for at kunne lykkes med OK’s forretnings- og digitaliseringsstrategi.

    “Vi er i gang med en transformation af OK, hvor målet er at gøre OK’s grønne løsninger attraktive og tilgængelige for kunderne. Det kræver store investeringer i IT og stærke kompetencer, herunder solid erfaring med at udvikle og drive store systemer. Dét har Rasmus Lundgaard Pedersen, og samtidig har han vist, at han kan lede store enheder med høj medarbejder- og kundetilfredshed til følge,” siger Thor Skov Jørgensen. 

    “IT har en stor rolle på tværs af organisationen og vil også i fremtiden blive omdrejningspunkt for mange initiativer, så jeg er virkelig glad for at kunne sige velkommen til en profil som Rasmus,” tilføjer Thor Skov Jørgensen. 

    Veldrevet virksomhed med gode værdier
    Netop OK’s nye strategi om at omstille sig og blive en nøgleaktør på markeder som e-mobilitet, el og boligopvarmning, tiltaler OK’s kommende IT-direktør.

    “Jeg forlader en fantastisk virksomhed, det vil jeg gerne understrege, men en mulighed som denne kommer ikke så tit. Jeg kan først og fremmest godt lide, at OK har store ambitioner i forhold til den grønne omstilling, og at selskabet insisterer på at investere i nye digitale løsninger. IT er tæt forbundet med forretningen i OK og spiller en afgørende rolle i forhold til vækstambitionerne på nye, grønne markeder. Det synes jeg er en meget spændende opgave,” siger Rasmus Lundgaard Pedersen og uddyber:

    “Og så er OK en veldrevet virksomhed med gode værdier, og det appellerer selvfølgelig også til mig, ligesom at jeg godt kan lide, at jeg også i OK kommer til at sidde med det fulde IT-billede – hele IT-værdikæden kan man sige.”

    IT-funktionen i OK beskæftiger mere end 150 mennesker, hvor langt størstedelen er fastansat i OK, mens cirka 40 er eksternt tilknyttet. Rasmus Lundgaard Pedersens ledelsesstil og OK er et godt match, vurderer han.

    “Som medarbejder skal man have mulighed for at bruge sin faglighed, have moderne værktøjer til formålet samt se effekten af det, man laver. Ordentlighed over for andre og ordentlighed over for det ansvar, vi som IT-funktion har, er meget vigtigt for mig, og jeg praktiserer i høj grad tillidsbaseret ledelse, hvilket harmonerer godt med OK’s værdier,” siger han.

    Kort om Rasmus Lundgaard Pedersen
    OK’s nye IT-direktør har blandt andet en Master i IT – Organisation og Diplom i Ledelse fra Aarhus Universitet. Han har tidligere været IT-leder i Danske Bank og Business-CIO i Nets, underdirektør i Bankdata og senest CIO i energivirksomheden Danske Commodities.

    Hans fulde navn er Lars Rasmus Lundgaard Pedersen, og privat bor han i Skødstrup ved Aarhus med sin hustru og to drenge på henholdsvis fem og ni år.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Rasmus Boserup tlf.: 2213 8601 email: rabo@ok.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13711175&publisherId=13559578&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **