PRM / Universet åbner sig til fuldt skue under Aarhus Festuge

    Pressemeddelelse fra Aarhus Festuge

    Aarhus Festuge 2023 venter lige om hjørnet med ti nye dage fyldt med kulturaktivitet i hele Aarhus. Traditionen tro kan man opleve lidt af hvert. Heriblandt intet mindre end et kig ind i kosmos.

    For sådan føles mødet med den tredimensionelle lysinstallation ‘Constellations’ af den franske kunstner Joanie Lemercier – den sidste tilføjelse til et af Festugens største publikumshit de senere år, Lysfesten.

    Som at se ind i universet fra et punkt ved DOKK1
    Joanie Lemercier er kendt for sine majestætiske lysinstallationer på væsentlige udstillingssteder og festivaler over hele verden samt samarbejdet med store musikartister som Flying Lotus og selveste Jay-Z.

    Til Festugen præsenterer Studio Joanie Lemercier med ‘Constellations’ en spektakulær, ja ligefrem kosmisk lysprojektion ved havnebassinet mellem Dokk1 og Mellemarmen. Med sin bølgende, holografiske effekt på vandet fremkalder værket stjernebillederne og kosmos’ uendelighed – som hvis Lemercier havde indfanget universet i sin hule hånd og placeret det til fuldt skue i Aarhus.

    Udover ‘Constellations’ er årets Lysfest netop også blevet beriget med:
    – Værket ‘Bioruption’ af Søren Norge Lauridsen, der er en visuel repræsentation af biodiversitet og dens skrøbelighed i lyset af miljøtrusler. Værket lyser op på facaden på Salling.

    – ‘Flux’ af den italienske lyskunstner Lennowski, som med mere end hundrede store, tredimensionelle og abstrakte malerier lavet af lys omformer et stykke af Åbrinken ved Mølleparken.

    – ‘Signaltårnet’ af Nikolaj Dinesen, der har skabt et spil af lysstråler og liv fra Lodshuset ved havnefronten på Pier 3, som trækker tråde til bygningens fortid som Danmarks første radaranlæg.

    ‘Constellations’ bliver præsenteret i forbindelse med Aarhus Festuge 2023 takket være støtten fra Kirsten og Gunnar Fonden. Dertil hører en særlig tak til Institut Francais – Det franske kulturcenter i Danmark.

    Mere info om Lysfesten 2023

    • Lysfesten er støttet af Salling Fondene, A.P. Møller Fonden, Kirsten og Gunnar-fonden, Knud Højgaards Fond og William Demant Fonden.
    • Aarhus Søfartsmuseum har udlånt Lodstårnet i forbindelse med værket ‘Signaltårnet’.
    • Alle værker er gratis at opleve. Størstedelen af værkerne tændes fra kl. 21 og kan opleves indtil lysets frembrud.
    • Se samlet overblik over værkerne til Lysfesten 2023:https://www.aarhusfestuge.dk/samlinger/lysfesten-2023
    • NRG1 bidrager til, at Lysfesten og resten af Aarhus Festuge 2023 kører på grøn vindmølleenergi.
    • Aarhus Festuge 2023 finder sted fra den 25. august til og med 03. september.

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig, Aarhus Festuge Lau Lehrmann email: lau@aarhusfestuge.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13710360&publisherId=13560840&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **