PRM / Musvåge skudt på Fyn: Politiet svigter endnu engang en dræbt rovfugl

    Pressemeddelelse fra DOF BirdLife

    Lørdag lød der skud ved en ejendom nær Otterup, og senere på dagen fandt parret på ejendommen en død musvåge i baghaven.

    – Det er fuldstændig uacceptabelt, at der igen sker drab på en rovfugl, og så er det hamrende ulovligt. Ifølge beskrivelsen er der ingen tvivl om, at den fredede musvåge er skudt med fuldt overlæg. Det er både uden for jagtsæsonen, og så bør jægere kunne kende forskel på en rovfugl og en fasan, så det er en grov overtrædelse af loven på flere områder, siger Egon Østergaard, der er formand i DOF BirdLife.

    Parret på ejendommen tilkaldte politiet, der ankom til stedet for at undersøge fuglen. Efter undersøgelsen tog betjentene af sted og lod musvågen ligge. Dagen efter var rovfuglen forsvundet.

    Uprofessionel håndtering fra politiet

    DOF BirdLife kalder politiets håndtering af sagen fortvivlende.

    – Det er meget problematisk, at politiet ikke tager musvågen med til yderligere undersøgelse. Netop i sager om dræbte rovfugle, ser vi gang på gang, at det er vanskeligt at løfte bevisbyrden og opklare sagerne. Derfor er det jo helt i skoven, at politiet lader beviserne ligge at flyde, så gerningsmænd eller naturen selv kan fjerne dem, siger Egon Østergaard.

    Til Fyens Stiftstidende lyder forklaringen fra politiet, at man tager dyr med til undersøgelse, når der er tale om et truet dyr, men ikke når der ‘kun’ er tale om et fredet dyr.

    – Det er en alvorlig misforståelse af jagt- og vildtforvaltningsloven. Det er ulovligt at dræbe rovfugle i Danmark. Derfor skal dræbte fugle selvfølgelig undersøges uanset status. Ifølge vores oplysninger var der endda tvivl om arten i begyndelsen, så hvordan kunne politiet vide, om der var tale om en truet fugl eller ej. Det er en meget uprofessionel håndtering fra politiet, siger biolog i DOF BirdLife, Knud Flensted.

    Opret hotline for naturkriminalitet

    De myndigheder, der kan bistå politiet eller borgere, der finder dræbte dyr i naturen er Naturstyrelsen eller Miljøstyrelsen. Men de to myndigheder er nærmest umulige at få kontakt til i weekenderne. Og det er netop i weekenderne, der er størst mulighed for at nogen støder på noget usædvanligt i naturen, fordi langt flere mennesker færdes udenfor.

    – Der er behov for, at systemet i langt højere grad bliver gearet til at håndtere sager om naturkriminalitet. Vi forslår, at der i første omgang oprettes en hotline, som man kan ringe til uden for normal åbningstid, hvis man oplever eller ser noget mistænkeligt i naturen. På den måde kan både politi og borgere få kompetent vejledning, når der er brug for det, siger biolog i DOF BirdLife, Knud Flensted.

    Vildtforvaltningsråd ønsker styrket indsats mod faunakriminalitet

    Sidste år gennemførte DOF BirdLife projektet “Fælles fokus på de danske rovfugle” sammen med Danmarks Jægerforbund. Projektet havde som overordnet formål at stoppe alle drab på rovfugle i den danske natur gennem dialog, oplysning og aflivning af myter og misforståelser.

    Blandt andet har DOF BirdLife og Danmarks Jægerforbund sammen med resten af Vildtforvaltningsrådet tidligere sendt en fælles opfordring til justitsministeren og miljøministeren om at styrke indsatsen mod faunakriminalitet med blandt andet en særlig politienhed til efterforskning af forbrydelser mod naturen.

    Anbefalingerne fra Vildforvaltningsrådet er samlet i fire fokusområder:

    • Styrket efterforskning: Erfaringsopbygning og specialisering i efterforskning hos Politiet
    • Hårdere straffe: Øget anvendelse af den nuværende strafferamme
    • Styrket myndighedstilsyn: Der er behov for at prioritere resurser til at øge tilsynet
    • Styrket samarbejde på tværs af ministerierne og ligeledes erfaringsudveksling mellem landsdelene.

    Kontakt:

    Formand Egon Østergaard email: egon.ostergaard@dof.dk

    Biolog Knud N. Flensted email: knud.flensted@dof.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13709318&publisherId=13561127&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **