Pressemeddelelse fra 3F
Omkring 40 medlemmer af 3F og HK mister jobbet, når Trinseo lukker produktionen i Brønderslev til nytår. Og de skal hjælpes videre til nye jobs hurtigt muligt, lyder det fra fagforeningerne.
-Det er alvorligt for vores medlemmer. Lukningen af Trinseo kommer på et tidspunkt, hvor vi netop har mistet en anden stor arbejdsplads, da Danish Crown meldte ud, at de ville lukke deres slagteri i Sæby. Det betyder, at vi skal arbejde ekstra hårdt for at hjælpe de af vores medlemmer, der skal ud at finde nyt arbejde, fortæller Mette Vestenbæk, som er næstformand i 3F Midtvendsyssel.
Mette Vestenbæk har allerede på vegne af medlemmerne mødtes med ledelsen på Trinseo for at sikre de bedst mulige vilkår for de opsagte medarbejdere.
-Uanset hvordan vi kigger på det, er det her en træls situation for vores medlemmer. Det skaber en stor usikkerhed, når man mister sit arbejde. Men vi er klar til at sørge for at vores medlemmer kommer så skånsomt igennem den her situation, som muligt, siger Mette Vestenbæk. Vi ved med vores erfaring hvor stor en betydning et job har for ens hverdag, så vi står klar til at hjælpe vores medlemmer bedst muligt igennem denne situation siger Karina From Larsen, Faglig konsulent ved HK Nordjylland.
Trinseo i Brønderslev har leveret gode økonomiske resultater, og tjener i år flere penge, end de amerikanske ejere har budgetteret med. Alligevel vælger de nu at lukke virksomheden og opsige samtlige medarbejdere. De ca. 40 opsagtes repræsentanter fra HK og 3F har i løbet af dagen haft møde med virksomhedens advokat og direktør, og mødet fortsætter ud på aften tirsdag. Vi forventer ikke, at forhandlingerne er afsluttet i løbet af dagen, men knokler for at vores medlemmer og de andre ansatte på virksomheden kan få den information omkring situationen, de har behov for hurtigst muligt. Det siger Mette Vestenbæk og Karina From Larsen samstemmende.
-Det er svært for vores medlemmer at forstå, hvorfor virksomheden pludselig skal dreje nøglen om, når økonomien er god. Det her handler jo ikke om, at mine medlemmer ikke har skabt overskud for deres arbejdsgiver. Og derfor føles det ekstra uretfærdigt. Virksomheden har medarbejdere, der har været ansat i op til 36 år, en virksomhed vi lokalt har sat pris på altid at have et godt samarbejde med, siger Mette Vestenbæk.
Kontakt:
For yderligere information, kontakt 3F Midtvendsyssel, Mette Vestenbæk, Næstformand, Telefon: 30616348 eller HK Nordjylland, Karina From Larsen, Faglig Konsulent, Telefon: 30701822.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **