Pressemeddelelse fra E.ON Drive Infrastructure Denmark
Fra 8. august kan københavnske elbilister få op til 50 procent rabat, når de fylder strøm på den firhjulede. Det sker, når E.ON Drive Infrastructure som en af de første i Danmark tester dynamisk prissætning på 53 ladestandere i hovedstadsområdet.
Dynamisk prissætning betyder, at omkostningerne ved opladning ændrer sig baseret på ting som efterspørgsel, elpriser og lokal brug. Dermed kan opladning f.eks. være billigere om natten, når efterspørgslen på strøm er lav, eller i perioder, hvor kraftig blæst sætter gang i vindmøllerne og får elprisen til at falde.
“Dynamisk prissætning kan give betydelige besparelser for dem, der ønsker at tilpasse sig døgnets svingende elpriser. Mange med private ladestandere har på den baggrund længe kunne sparet penge ved at lade om natten, så vi er glade for, at det samme nu bliver muligt ved brug af offentligt tilgængelige ladestandere,” siger Anders Krag, som er administrerende direktør for E.ON Drive Infrastructure i Danmark.
Kan lette pres på ladestandere
Indtil videre har dynamisk prissætning været stort set utilgængelig på det europæiske marked for offentlige ladestandere. At Danmark og København med E.ON Drive Infrastructure’s nye initiativ bringer sig i front på området, er ikke kun en fordel for elbilister, der ønsker at spare penge ved at lade, når det er billigst. Det spiller også ind i en større problematik, der handler om, at den store stigning i antallet af elbiler sætter opladningsinfrastrukturen under pres.
“Med rabatterne motiverer vi elbilisterne til at lade op uden for myldretiden, hvilket hjælper med at fordele udnyttelsen af opladerne mere jævnt over dagen. Det kan få stor betydning i en tid, hvor kapaciteten har svært ved at følge med efterspørgslen,” siger Anders Krag.
Bedre fordeling af grøn strøm
En anden fordel handler om miljø. E.ON Drive Infrastructure’s ladestandere leverer kun strøm baseret på vedvarende energikilder, men grøn strøm er på visse tidspunkter en mangelvare. Det kan dynamisk prissætning påvirke positivt.
“De analyser, vi har lavet indtil nu, viser, at dynamisk prissætning påvirker folks opladningsvaner. Hvis vores model bliver et generelt tilbud fra alle, hvilket jeg håber sker, vil det give en mere balanceret brug af elektricitet i netværket, og det gør det muligt at bruge mere grøn energi generelt,” siger Anders Krag.
E.ON Drive Infrastructure’s test af dynamiske priser på strøm til elbiler fortsætter i første omgang til årets udgang.
Fakta om dynamisk prissætning:
- Dynamisk prissætning betyder, at omkostningerne ved opladning af elbiler ændrer sig baseret på ting som efterspørgsel, elpriser og lokal brug.
- Fra 8. august vil der være tilgængelige rabatter på op til 50 procent på 53 af E.ON Drive Infrastructure’s ladestandere i København.
- Ladestandere er opsat i både by- og boligområder.
- Se kort over ladestanderne omfattet af dynamisk prissætning her:
Kontakt:
Administrerende direktør Anders Krag email: anders.krag@edri.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **