Pressemeddelelse fra Finanstilsynet
Finanstilsynet sendte i marts i 2023 et brev til alle banker, der indskærpede reglerne om borgernes ret til en basal betalingskonto. Men nogle forbrugere løber stadig panden mod muren, når de forsøger at operette en basal betalingskonto. Det skader forbrugernes muligheder for at modtage løn eller offentlige ydelser eller kunne betale regninger til tiden. For at sikre, at bankerne overholder reglerne, sender Finanstilsynet en ny indskærpelse til bankerne og iværksætter en undersøgelse af, hvordan udvalgte banker overholder reglerne.
“Det virker desværre som om læringskurven er ret flad, for vi modtager stadig henvendelser fra borgere, der oplever de samme problemer, som vi tidligere har påtalt overfor bankerne. Det er ærgerligt for både kunder og banker, at Finanstilsynet er nødt til igen at minde bankerne om deres forpligtigelser. Reglerne er stadig lige så klokkeklare, som da Finanstilsynet sidst indskærpede reglerne i marts, og bankerne burde ikke have problemer med at følge dem,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets forbrugerkontor.
Brev til bankerne slår hegnspælene fast
Finanstilsynet sender nu et brev til bankerne, som indskærper en række punkter, som gentager sig i klagerne, f.eks. i hvilke tilfælde bankerne må afvise at oprette en basal betalingskonto, hvor lang fristen må være for oprettelsen m.v. Finanstilsynet fastslår samtidig, hvilke andre forpligtelser bankerne har, f.eks. at forbrugerne har krav på skriftligt afslag, at bankerne efter omstændighederne af egen drift selv skal foreslå forbrugeren en basal betalingskonto, og at retten til en basal betalingskonto også gælder for mindreårige.
For at sikre, at informationerne lander hos de medarbejdere, som er tættest på kunderne, har Finanstilsynet bedt bankerne forankre informationerne i alle relevante dele af deres organisation.
Forbrugerguide: Sådan får du en basal betalingskonto
- Oplys banken, at du ønsker en basal betalingskonto. Banken er forpligtet til at rådgive dig om din ret til at få en basal betalingskonto, hvis banken ikke vil tilbyde dig en almindelig indlånskonto. Banken skal f.eks. rådgive dig, hvis du lige er kommet til landet og søger om en konto for at kunne modtage din løn m.v. Det samme gælder, hvis du fortæller banken, at det er vigtigt for dig at få en konto så hurtigt som muligt.
- Bankerne kan kun afvise at oprette en basal betalingskonto ud fra de årsager, som lovgivning oplister. Bankerne må f.eks. ikke afvise dig med den begrundelse, at du er registreret i RKI. Bankerne kan kun afvise at oprette en basal betalingskonto til dig, hvis:
- banken vurderer, at åbningen af kontoen vil være i strid med hvidvaskreglerne,
- du ikke kan vise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto,
- du allerede har en betalingskonto i Danmark,
- du har udøvet strafbare handlinger mod banken, eller
- du har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens kunder eller ansatte.
- Retten gælder også, hvis du ikke bor i Danmark. Hvis du er EU-borger eller har lovligt ophold inden for EU- eller EØS-lande, kan banken ikke nægte at oprette en basal betalingskonto, blot fordi du ikke har bopæl i Danmark.
- Der gælder en sagsbehandlingsfrist på 10 dage efter modtagelsen af fuldstændig ansøgning. Fristen på 10 dage er absolut og må ikke fraviges af banken.
- Banken skal give dig et skriftligt afslag. Afslaget skal du bruge, hvis du vil klage til Det finansielle ankenævn eller informere Finanstilsynet om din sag. Afslaget skal gives på papir eller på andet varigt medium.
- Retten til en basal betalingskonto gælder også for mindreårige. Mindreårige har på lige fod med voksne ret til en basal betalingskonto. Et pengeinstitut kan dog afslå at åbne en basal betalingskonto, hvis den mindreårige ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto.
- Retten til en basal betalingskonto gælder kun for forbrugere. Hvis du er erhvervsdrivende, kan du ikke benytte retten til en basal betalingskonto til at få en erhvervskonto.
- Du kan klage til det finansielle ankenævn. Du kan klage til det finansielle ankenævn, hvis du kan bevise, at bankerne ikke har overholdt reglerne og, at dette har påført dig et økonomisk tab.
- Du kan informere Finanstilsynet om overtrædelse af reglerne. Orienter gerne Finanstilsynet, hvis du mener, at en eller flere banker ikke overholder reglerne. Finanstilsynet samler til bunke, og kan give banker et påbud, hvis Finanstilsynet vurderer, at bankerne ikke overholder reglerne om adgang til basal betalingskonto.
Kontakt:
Kontorchef Ulla Brøns Petersen tlf.: 33558243 email: UBP@FTNET.DK
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **