Pressemeddelelse fra Aveny-T
“Aldrig har vores fremtid været mere uforudsigelig (…)”. Det er som om menneskeheden har delt sig selv mellem dem, der tror på menneskelig almagt (…) og dem, for hvem afmagt er blevet deres livs største hændelse.”
Sådan skriver Arendt i 1951 i sit første store værk The Origins of Totalitarianism. Verdens uforudsigelighed har forfulgt os lige siden, og i dag oplever vi en bølge af antidemokratiske bevægelser skylle ind over Europa på ny. Rå radikalitet og tendenser til totalitarisme og populisme får os til at stille spørgsmål til vores ansvar som mennesker og vores personlige valg. Spørgsmål som Arendt undersøgte hele sit liv.
Bag fortællingen om Arendt er dramatiker Rhea Leman og skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum, der tidligere har høstet stor anerkendelse for deres samarbejde om forestillingen Hitler on the Roof, hvor Ina-Miriam Rosenbaum spillede Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels.
Forestillingen spiller på Aveny-T fra den 5. september – 9. september 2023
Om ARENDT – At se i mørke af Rhea Leman
Ina-Miriam Rosenbaum indtager scenen som den aldrende filosof. Vi møder hende i 1975, hvor hun er i København for, som den første kvinde, at modtage Sonningprisen. Mens hun skriver sin takketale, driver stemmer fra fortiden hende rundt i en turbulent strøm af mennesker, hun har mødt, valg hun har truffet og politiske teorier hun har formet på baggrund af dramatiske hændelser i hendes liv.
Vi er med hende på flugt fra nazisterne i 1930’ernes Berlin, som interneret i fransk fangelejr, som statsløs i Amerika og følger hende, når hun som korrespondent for The New Yorker rapporterer fra processen mod topnazisten Adolf Eichmann. Med besk vid og skarphed argumenterer hun imod både anklageren og den tiltalte i sin søgen efter en sandhed bag Holocaust. Selv om verdenssamfundet protesterer, insisterer Arendt på, at det moralske regnskab ikke kan gøres op i sort og hvidt, men at nuancerne skal frem.
Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard
Dramatiker: Rhea Leman
Instruktør: Anne Zacho Søgaard
Scenograf: Lisbeth Burian
Komponist: August Rosenbaum
Koreografi: Alma Toaspern
Producent: Off Off/Produktion
Fotograf: Emila Therese
Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Fakta om Hannah Arendt
Født den 14. oktober 1906 i Linden, Tyskland.
Døde 69 år gammel den 4. december 1975 i New York, USA.
Tysk-amerikansk filosof og betegnede sig selv som politisk teoretiker.
Den første kvinde til at modtage Sonningprisen i København i 1975.
Flygtede fra nazisternes jødeforfølgelse til Frankrig i 1933, siden til USA i 1941, hvor hun fik statsborgerskab i 1950.
Fik stor kritik for at skabe begrebet Ondskabens Banalitet som betegnelse for den tyske krigsforbryder Adolf Eichmanns handlinger. Begrebet blev af mange opfattet som et forsvar for den anklagede og en bagatalisering af grusomhederne under 2. Verdenskrig. Arendt argumenterede for, at ondskab som oftest bliver begået af mennesker, der ikke reflekterer over konsekvenser af egne og andres handlinger, og som ikke har taget stilling til om de vil være gode eller onde.
Kontakt:
Oline Zilstorff email: oline@aveny-t.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **