Pressemeddelelse fra home a/s
Det var sparsomt med solskin i juli måned, men på boligmarkedet var der igen i juli flere solstråler at varme sig ved.
- “De gode takter fra juni fortsatte i sommerferiemåneden, og boligmarkedet ser ud til at have overvundet de værste stress-symptomer fra vinteren,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen på baggrund af Home og Danske Banks Boligbrief for juli.
FAKTA: Fra juni til juli viser Home Boligbrief følgende tendenser for boligmarkedet på landsplan. (Se de regionale tendenser i vedhæftede PDF.)
Fremvisninger:
- Antallet af fremviste huse er steget 3,3 %
- Antallet af fremviste ejerlejligheder er steget 4,5 %
- Antallet af fremviste sommerhuse er steget 4,6 %
Handler:
- Antallet af solgte huse er steget 6,8 %
- Antallet af solgte ejerlejligheder er steget 4,9 %
- Antallet af solgte sommerhuse er steget 6,1 %
Priser:
- Huspriserne er faldet 0,9 %
- Lejlighedspriserne er steget 0,4 %
- Sommerhuspriserne er faldet 2,4 %
Kilde: Home Boligbrief for juli 2023
Danskerne har de seneste måneder genvundet modet på boligkøb, vurderer Homes analytiker på baggrund af Home og YouGovs køberbarometer for juli, der viser, at 15 % af den voksne befolkning har planer om boligkøb i løbet af de næste seks måneder.
- “Interessen er tilbage på et fornuftigt niveau efter himmelflugten under Corona og siden nedturen i hælene på invasionen i Ukraine, der også ramte det danske boligmarked. Men den højere rente sætter fortsat sit præg på salgspriserne,” siger Henrik Hauthorn Jensen.
Han mener, at boligsalget tegner pænt de kommende måneder, men det er selvfølgelig sagt med forbehold for, at der opstår ny usikkerhed.
- “Det stigende antal fremvisninger vil normalt udmønte sig i flere handler de næste måneder.”
Årsagerne til at boligkøberne igen tør og kan handle er en hel række:
- “Der er efterhånden faldet ro over tingene i takt med at energipriser og inflation er faldet igen, lønningerne er steget, og den gode beskæftigelse gør sit for at holde boligsalget i gang samtidig med at renten holder sig nogenlunde stabil,” lyder det fra Homes analytiker.
Kontakt:
Talsperson – presseservice & analyse Henrik Hauthorn Jensen tlf.: 2043 3514 email: hehj@home.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **