Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Normalt skal man være 18 år for rigtigt at tage del i demokratiet og stemme til valg i Danmark, men Esbjerg Kommune vil gerne give de unge en stemme tidligere. Derfor kalder kommunen nu de unge ind til et nyt ungebyråd, der skal høres og tage beslutninger om emner, der er relevante for de unges liv og hverdag i Esbjerg Kommune.
Ungebyrådet skal have op til 15 medlemmer på mellem 14 og 25 år, og de mødes ca. én gang om måneden. Perioden strækker sig over et år fra den 1. oktober til den 30. september, hvorefter de unge kan søge om at være med igen. Det betyder, at det er umiddelbart efter sommerferien, at kommunens unge skal melde sig på banen og søge om at blive en del af det nye ungebyråd. Det gør de i en ansøgning, hvor de fortæller lidt om sig selv og deres motivation for at søge, og så bliver ungebyrådet sammensat, så det dækker bredt på både køn, alder og geografi i kommunen.
Ungdomspolitikere præsenterede ideen
Bag ideen om et nyt ungebyråd står to af kommunens i forvejen aktive ungdomspolitikere, 21-årige Jasmin Lykke og 20-årige Emil Pedersen, der præsenterede et forslag for byrådet. Her var der fuld opbakning, og nu er det tid til at omsætte de gode tanker til handling.
Det glæder den ene af initiativtagerne, Jasmin Lykke, sig til, fordi det sender et klart signal om, at Esbjerg Kommune tager de unge alvorligt og giver dem reel indflydelse.
“Jeg er stolt over et samlet byråds opbakning til at styrke de demokratiske rettigheder for hele kommunens unge. Vores unge skal inddrages og engageres både til gavn for deres trivsel, demokratiske dannelse og selvsikkerhed og for kommunens udvikling og fremtid,” siger Jasmin Lykke
Også det voksne byråds yngste medlem, Emil Pedersen, ser frem til, at de unge får et forum, hvor de kan være med til at sætte Esbjerg Kommune på dagsordenen, så de unge selv kan bidrage til den vigtige ambition om både at holde fast i og trække flere unge til kommunen.
“Der er ikke nogen, som bliver mere påvirket af vores beslutninger som politikere end os unge. Det er supervigtigt, at vi nu får et ungebyråd, som kan bidrage til at Esbjerg bliver en mere ungevenlig kommune. Det skylder vi os selv og fremtiden,” siger Emil Pedersen.
Søg om plads i ungebyrådet
Unge kan søge om plads i Esbjerg Kommunes Ungebyråd fra den 1. august
I september får de unge besked, om de er optaget eller ej, og det nye ungebyråd starter op i oktober.
Kontakt:
Jasmin Lykke, tlf. 22 94 26 58, jasminlykke@icloud.com
Emil Pedersen, tlf. 20 42 47 41, emap@esbjerg.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **