Pressemeddelelse fra VS Automatic
Fra politisk side vil man gerne investere i bæredygtige løsninger, der er baseret på grøn strøm. Men det kræver, at der bliver uddannet flere elektrikere.
Det mener Torben Steffensen, direktør i den horsensianske elinstallatørvirksomhed VS Automatic A/S. Han oplever ikke, at den nuværende ordning til støtte lærlingeansættelser har den ønskede virkning.
På baggrund af antallet af erhvervsuddannede medarbejdere i en virksomhed fastsættes et mål for, hvor mange lærlinge, virksomheden skal ansætte. Elinstallatøren får så tilskud til lærlingenes løn gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).
Har en elinstallatør flere lærlinge ansat, end målet kræver, får virksomheden penge udbetalt som en form for bonus. Omvendt skal elinstallatøren betale til AUB, hvis ikke virksomheden opfylder sit mål.
Men ifølge Torben Steffensen er den økonomiske konsekvens af ikke at leve op til det påkrævede mål ikke stor nok.
“Det koster også penge at have en lærling, og hvis udgifterne til ansættelsen er større end afgiften til AUB, er det fristende betale afgiften og lade andre tage ansvar for at udlære nye elektrikere,” siger han.
Bedre støtte kan motivere til flere ansættelser
“Jeg synes, man burde sætte tilskuddet op i de fag, der mangler arbejdskraft, og som er vigtige for den grønne omstilling,” siger Torben Steffensen. “Det kan motivere flere til at ansætte lærlinge. Med god økonomisk støtte bliver det nemmere for virksomhederne at prioritere den gode og grundige oplæring.”
Kompetente og engagerede elektrikere er nødvendige for en bæredygtig og mere elektrificeret fremtid. Og de er også nødvendige for den enkelte virksomhed, pointerer Torben Steffensen.
Men de gode svende, kommer ikke af sig selv.
“Hvis man vil have gode elektrikere, må man også tage ansvar for at udlære nogen,” siger Torben Steffensen.
Hos VS Automatic A/S er omtrent hver fjerde ansatte lærling.
Læs mere:
.Kontakt:
Dorthea Lind email: dne@vs-automatic.dk
Torben Steffensen tlf.: +45 75 64 18 99
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **