PRM / Se hvor meget af din løn, du bruger på at bo

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Renten er steget og boligpriserne er høje, men en ny analyse fra Realkredit Danmark, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på, viser, at boligejerne i dag i stort set alle landsdele alligevel bruger en mindre del af deres løn på at bo i hus.

    Boligomkostningen var højest i 2008, hvor realkreditlånet fyldte 22 % af indkomsten, hvorimod tallet er nede på 13 % i dag, viser analysen, der ser på boligejernes realkreditfinansiering med udgangspunkt i fast rente og afdrag i forhold til deres disponible indkomst.

    I stort set alle landsdele har boligejerne i dag en relativ lav månedlig ydelse i forhold til deres indkomster, viser Realkredit Danmarks beregninger.

    • “Det er nok lidt overraskende for mange, at vi i dag faktisk bruger en mindre del af lønnen på at bo i vores huse end for 15 år siden med især de højere renter i tankerne og også de stigende boligpriser, vi har set over årene,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

    Hvis vi drejer blikket mod de dyre dele af Danmark, navnlig København og Københavns omegn, ligger omkostningsprocenten i dag på henholdsvis 29 % og 23 %, hvilket er helt op til tre gange mere end i de billigste landsdele.

    Indkomsten steget 122 %

    • “Over de senere år fylder realkreditlånet ikke overraskende en større del af budgettet som følge af de højere boligpriser og højere renter. Omvendt er vi et godt stykke vej fra tidligere top i forhold til finansieringsbyrden,” forklarer seniorøkonom i Realkredit Danmark Haris Coric, der står bag analysen.

    Og det skyldes lønstigninger, der opvejer de øgede finansieringsudgifter.

    Stigningen i den disponible indkomst på tværs af landet er i perioden 2000 til i dag nemlig på 122 %, hvor København by fører feltet med en stigning på 168 %, mens Bornholm ligger bagerst med en stigning på 97 %.

    • “Det dæmper noget af dramatikken omkring de markante stigninger i den faktiske ydelse, da boligejerne generelt har oplevet gunstige stigninger i deres indkomster på tværs af landsdelene,” forklarer seniorøkonomen i Realkredit Danmark.

      Analysen viser også, at da boligen fyldte mest i budgettet tilbage i 2006 lå omkostningsprocenten i København og omegn helt oppe på henholdsvis 41 % og 33 %.

    Mindst fyldte den i 2019 og 2020, hvor den var ned på 11 % i snit på landsplan.

    FAKTA: Boligejernes månedlige ydelse, udvikling på landsdele fra 2000 til 2023

    Omkostningen ved at købe og eje et hus er i øjeblikket lavest i Vestjylland med 8 % af boligejers disponible indkomst.

    Næstlavest er andelen i landsdelene Nordjylland, Sydjylland og Vest- Sydsjælland – alle med 10 % af indkomsten.

    Højest er andelen i København og Københavns omegn samt Østsjælland. Her ligger omkostningsprocenten i dag på henholdsvis 29 %, 23 % og 20 %.

    Kontakt:

    Talsperson – presseservice & analyse Henrik Hauthorn Jensen tlf.: 2043 3514 email: hehj@home.dk

    Haris Coric, seniorøkonom
    Realkredit Danmark
    Tlf: +45 45136048
    Mobil: +45 20917145
    E-mail: haco@rd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13706634&publisherId=5394039&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **