Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
Transfervinduet er åbent, og de 12 hold i Superligaen er ved at forberede sig til åbningen af sæsonen. Den kommende weekend går det løs, og før der overhovedet er sparket til en bold, har Danske Spil et kvalificeret bud på både dansk mester og nedrykkere anno 2024. Hos statens spiludbyder har man nemlig kigget i kundernes indskud på Superligaen inden sæsonstarten; altså de hold, kunderne har sat væddemål på.
“Kunderne har meget stor tiltro til sidste års mestre fra FCK, som tager halvdelen af alle indskud på en vinder af Superligaen 23/24. Det giver dem en bemærkelsesværdigt stor margen ned til AGF og Brøndby, som ligger efter med hver 12% af indskuddene,” forklarer Peter Emmike Rasmussen, som er oddssætter hos Danske Spil.
I den anden ende af tabellen har danskerne også talt med klar stemme, idet særligt oprykkerne fra Hvidovre spås at få det særligt svært i sæsonen.
“Vi kan se, at 45% af alle indskud er sat på Hvidovre til at rykke ned, så det ligner, at tiltroen til oprykkerne ligger på et meget lille sted. Indskuddene er selvfølgelig også et udtryk for, hvor mange fans de respektive hold har – det betyder noget, om der er 500 eller 100.000 mennesker, der håber og tror på, at et hold kan præstere noget særligt,” siger Peter Emmike Rasmussen.
Efter Hvidovre er Lyngby og Viborg de næstmest spillede til at rykke ned. Hvis Hvidovre skulle trodse alle spådomme, lave en Leicester og vinde det danske mesterskab, står Danske Spils kunder til at vinde i alt 4 mio. kr.
I øvrigt er det mest spillede udfald som Superliga-topscorer Andreas Cornelius fra FCK foran Mathias Kvistgaarden fra Brøndby IF.
Superligaen fløjtes i gang fredag aften kl. 19.00 med et opgør mellem FC Midtjylland og Hvidovre.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **