PRM / Hørsholm har flest indbrud i Region Hovedstaden

    Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension

    Hørsholm indtager igen den tvivlsomme førsteplads over flest indbrud i Region Hovedstaden. Det viser årsopgørelsen for indbrud i 2022 fra F&P – forsikrings- og pensionsselskabernes brancheforening.

    Lige i hælene på Hørsholm ligger Rudersdal og Gentofte.

    – Der er nok ikke nogen tvivl om, at indbrudstyvene ret målrettet går efter kommuner i Nordsjælland, hvor de regner med at kunne stjæle ting, der har høj værdi og er nemme at omsætte, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P – brancheforening for forsikrings- og pensionsselskaberne.

    Pia Holm Steffensen peger på, at selv om de tre kommuner rent faktisk oplever et lille fald i antallet af indbrud pr 100.000 indbyggere fra 2021-2022, har det ikke været nok til at vælte Hørsholm ned fra podiet, hvor de også sidste år indtog førstepladsen.

    Danmark indtager i det hele taget en kedelig førsteplads i Europa, når det handler om indbrud. Og F&P går nu sammen med politiet, BoTrygt og Det Kriminalpræventive Råd om et digitalt register, der lister alle stjålne genstande, så de kan finde hjem til rette ejermand.

    – Hæleren er lige så skyldig som stjæleren – men hæleren kan selvfølgelig være i mere eller mindre god tro. Så hvis man kan slå op i et digitalt register inden man køber en brugt iPhone, Arne Jacobsen-stol eller et elipsebord i Den Blå Avis og finde ud af om det er stjålet, så fjerner man jo en stor del af indbrudstyvenes eksistensgrundlag, siger Pia Holm Steffensen.

    5 gode råd mod indbrud:

    1. Gode låse og sikre vinduer: Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder, inden tyven gør det.

    2. Tilslut dig Nabohjælp: Hent Nabohjælps app og dan netværk med naboerne. På den måde kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.

    3. Hils på fremmede: Sig hej til fremmede på din vej. Ser du biler, der ikke hører til, og som ser ud til at lede efter noget, så spørg, om du kan hjælpe med noget. Tyve kan ikke lide opmærksomhed!

    4. Hæk og hegn: Sørg for at tyven ikke kan bruge hæk, hegn og buskads som dække for indbrud. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer.

    5. Lys og alarmer: Timerstyret indendørslys, sensorstyret udendørslys og lydalarmer kan supplere indbrudssikre døre og vinduer.

    Kontakt:

    F&P Pressetelefon

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/horsholm-har-flest-indbrud-i-region-hovedstaden?releaseId=13700710

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **