Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
I dag starter VM i fodbold for kvinder, og danskerne er umiddelbart ikke enige om, hvem der indtager øverste trin på sejrsskamlen, når VM fløjtes af i midt august. Dog er der en lille favorit blandt Danske Spils kunder, som tilsyneladende er til stars and stripes. 15 % af de spil, Danske Spils kunder har lavet på dette VM, er nemlig lavet på USA som vindere.
“Vi kan se, at kunderne umiddelbart har mest tiltro til storfavoritten fra USA. Amerikanerne er også et rigtig godt bud på en endelig vinder, selvom vi forventer, at der kommer til at være nogle meget lige kampe i slutspillet, hvor adskillige, dygtige hold har gode muligheder for at gå hele vejen,” siger Mathias Reimer Larsen, som er oddssætter hos Danske Spil.
De mange gode hold, der har kvalificeret sig til årets VM, er formentlig også grunden til uenigheden blandt Danske Spils kunder. Lige i hælene på USA, placerer England sig nemlig, hvor 13 % af alle udførte spil er placeret på dem som vinder. Og lige efter England følger det danske landshold trop med 12 %.
“Vores kunder har bestemt ikke udelukket det danske landshold, hvor flere tror på, at kvinderne kan gå hele vejen. Jeg må med skam erkende, at vi her hos Danske Spil ikke er helt så optimistiske, og vi har faktisk ikke mindre end 12 hold foran Danmark som endelig vinder af turneringen. Der er temmelig stor konkurrence til et VM, og selvom vi forventer, at Danmark sammen med England går videre fra gruppen, møder de sandsynligvis Canada eller værtsnationen Australien i 1/8-finalen – og det bliver ualmindeligt svært for de danske kvinder at trække sig sejrrigt ud af et opgør mod en af de to,” spår Mathias Reimer Larsen.
Danmark spiller sin første kamp ved VM lørdag d. 22. juli kl. 14.00, og kampen kan følges på TV3.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **