Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Er du vild med og vant til at skråle med på sange som “Vågner i Natten”, “All my Love” og “Kom tilbage Nu”, sammen med Hit med 80’erne den første weekend i november i Esbjerg, så kan du være helt rolig.
For selvom Tobakken er gået konkurs og der lige nu bliver arbejdet på at finde en ny permanent løsning for, hvem der skal drive byens spillested i fremtiden, så har Esbjerg Kommune indgået en aftale med Hit med 80’erne, der sikrer at deres to traditionsrige koncerter også kommer på plakaten i Esbjerg i år.
Helt præcis skal Hit med 80’erne spille i Esbjerg den 3. og 4. november 2023. Billetterne sættes til salg på fredag 21. juli klokken 10.00 på Hit med 80’ernes hjemme- og Facebookside.
Midlertidig løsning, mens vi venter…
Det er en midlertidig løsning, der sikrer, at esbjergenserne stadig kan nyde god musik på det gamle spillested, mens den permanente løsning kommer på plads, og det glæder formanden for Kultur & Fritidsudvalget:
“Det er dejligt, at vi har kunne skabe den her midlertidige ramme, så der igen kommer liv i lokalerne på spillestedet. Men jeg ser virkelig frem til, at vi finder en mere permanent ordning for vores spillested, hvor vi efter sommerferien skal tage stilling til de forskellige bud som til den tid er indkommet,” siger Jakob Lose, formand for Kultur- & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.
Opgaven med at drive et nyt rytmisk spillested i Esbjerg er lige nu i udbud, og det er muligt at komme med et bud, hvis man gerne vil drive et nyt rytmisk spillested. Buddet skal være kommunen i hænde senest den 21. august.
Derefter bliver der holdt dialogmøder med de bedst kvalificerede aktører, inden Kultur & Fritidsudvalget forventer at træffe en afgørelse den 18. september, så arbejdet frem mod åbningen af et nyt rytmisk spillested kan fortsætte.
Kontakt:
Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget, jl@esbjerg.dk, tlf. 2674 4053
Kurt Nielsen Banke, Hit med 80’erne, mail: kurt@hit80.dk, mobil: 4035 0836
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **