Pressemeddelelse fra Energinet
Den 765 km lange forbindelse, som efter planen står færdig i slutningen af 2023, er en 13 milliarder kroner stor investering og udgør en vigtig brik i Danmarks indsats for at langtidssikre forsyningssikkerheden med grøn energi.
Sammen med sin engelske samarbejdspartner, National Grid, har Energinet brugt 10 år på at planlægge og bygge en elforbindelse mellem de to lande, og torsdag d. 13. juli 2023 nåede projektet sin hidtil største milepæl, da det sidste led af det store søkabel blev installeret på havbunden i Nordsøen.
Med flueben ved den opgave er kablet nu fuldt etableret fra Revsing ved Vejen, gennem den jyske muld, hen over havbunden, og hele vejen til Bicker Fen i det nordlige England. Projektet skaber en ny elmotorvej, der kan eksportere og importere strøm via en 1400 MW forbindelse, svarende til mere end 1,4 millioner husstandes elforbrug.
Den vedvarende energi kan dermed komme ud og gøre nytte, hvor behovet er størst, og sætte yderligere skub i den grønne omstilling og mere effektiv udnyttelse af energiressourcerne på tværs af landegrænser.
Om den succesfulde etablering af kablet siger administrerende direktør for Eltransmission i Energinet, Henrik Riis:
“Færdiggørelsen af kabellægningen på Viking Link er et fantastisk øjeblik for både Storbritannien og Danmark. Efter mange års planlægning og byggeri er vi fuldt forbundne – fra et elnet til et andet – og endnu et skridt tættere på at kunne dele grøn energi med hinanden for første gang”. Henrik Riis fortsætter:
“Når Viking Link står klar til at gå i drift ved årsskiftet, vil forbindelsen bidrage til at sikre forsyningssikkerheden i begge lande, såvel som i resten af Europa. Noget som vi har måttet erfare, at vi ikke kan tage for givet, men i stedet skal arbejde proaktivt for at sikre. Samtidig er Viking Link med til at sikre, at hvert eneste grønt produceret elektron – uanset hvor i Europa – bliver brugt til fulde. Det er noget, vi er stolte af at kunne bidrage til”.
Højt specialiseret teknisk operation 172 km fra den danske kyst
Arbejdet med at lægge og forbinde kablet i Nordsøen er i hele projektets forløb udført af den italienske kabelproducent Prysmian. Den sidste sektion af det undersøiske kabel blev installeret 172 km ud fra den danske kyst i tysk og hollandsk farvand, og tog flere dage at fuldføre. Arbejdet involverer en højtspecialiseret kabellægningsproces, hvor en sektion af kablet tages op fra havbunden og forbindes med en ny sektion – tråd for tråd – før det samlede stykke geninstalleres på havbunden ved at spule det ned under sandet, sådan at det ligger i en dybde hvor det er sikkert beskyttet.
Om arbejdet siger senior projektleder for kabelprojektet på Viking Link, Daniel Johan Brøndum:
“Kabelinstallationen på havet er en yderst specialiseret og teknisk vanskelig proces at udføre, og der har derfor været mange kompetencer og mange mennesker i spil på sådan en opgave. Både den konkrete opgave med at installere den sidste forbindende sektion af kablet, men også i det samlede projekt. Vi har over en periode på 3 år installeret og forbundet mere end 615 km søkabel – somme tider har bølgerne gået højt og vi har været under tidspres fra start af, og jeg er derfor enormt stolt over det arbejde vi som hold og team har udført, og at vi har været alle mand på dæk – så at sige – over en lang periode”.
Stærkt internationalt samarbejde
Danmark og Storbritannien har et stærkt bånd i forhold til både samhandel og kultur, som strækker sig mange hundrede år tilbage. Etableringen af Viking Link styrker dette bånd og tillader begge nationer at være fælles om de grønne ambitioner og at drage nytte af den fleksibilitet og forsyningssikkerhed, som den kommende elforbindelse vil skabe.
Viking Link etableres af Energinet i et tæt samarbejde med britiske National Grid, og projektet er også et godt eksempel på, hvordan stærke og positive internationale partnerskaber og samarbejder er afgørende for ikke kun den grønne omstilling, men også i arbejdet for hurtigst muligt at gøre Europa selvforsynende med energikilder.
Kontakt:
Administrerende direktør Henrik Riis email: hri@energinet.dk
Kommunikationschef Helle Larsen Andersen email: hla@energinet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **