PRM / 20 mio. kr. til eldrevne fritidsbåde sætter strøm til bedre havmiljø

    Pressemeddelelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

    Rand Boats er et dansk bådbrand, stiftet af Carl Kai Rand. Virksomheden designer, udvikler og producerer fritidsbåde, hovedsageligt til det europæiske marked, samt Nordamerika og lande omkring Stillehavet.

    Miljømæssig bæredygtighed spiller en væsentlig rolle i Rand Boats vision, strategi og positionering i markedet. Selskabet har på få år etableret sig som markedsleder indenfor elektrisk fremdrift på vandet, og bliver i dag betragtet af industriobservatører og key opinion leaders som havets Tesla.

    “Vi vil gerne være den nye Greentech Unicorn, og er i dag det hurtigst voksende selskab i industrien,” siger Carl Kai Rand, CEO og stifter af Rand Boats.

    “Men profitgenering er ikke formålet med Rand Boats i sig selv. Rand Boats er sat i verden for at skabe impact. Det gør vi ved at opnå den højest mulige markedsandel, som naturligvis kræver høj vækst og en stærk forretning bag. Vi tror på, at Rand indenfor ti år er blandt de største fem spillere i hele industrien, som vi forventer vil konsolideres væsentligt fra den ekstremt fragmenterede konkurrencesituation, vi ser i dag med over 2.000 individuelle aktører,” siger Carl Kai Rand.

    Grøn mission vækker genklang hos EIFO

    Det giver god mening for Michael Zöllner hos EIFO, som har valgt at finansiere den danske bådfabrikant med et lån på 20 mio. kr., fordi Rand Boats fritidsbåde hovedsageligt er elektriske og fortrænger både, der drives af diesel og benzin.

    “Vi vurderer, at Rand Boats kan bidrage til at modvirke klimaforandringer ved at udvikle og producere disse fritidsbåde, der væsentligt reducerer CO2 udledt i driftsfasen, sammenlignet med den eksisterende markedsstandard for fritidsbåde,” siger Michael Zöllner, CCO i EIFO.

    Hos Rand Boats føler man sig ikke som den typiske venture-vækstcase, der skal skydes af til en hurtig børsnotering.

    “Vi arbejder med en helt anden tidshorisont. Selvfølgelig har vi travlt med at gøre en forskel i verden, men det er vigtigt for os at etablere den sunde rejse for virksomheden, sådan at vi undgår nogle risici,” siger Carl Kai Rand.

    Det giver sig blandt andet udslag i designfasen.

    “Her begynder vi med at kigge på materialeforbruget. Hvor meget bruger vi og hvor sourcer vi det fra,” siger Carl Kai Rand.

    Resultatet er alt plast i kompositproduktionen f.eks. er genbrugsplast.

    Vigtigt for havmiljøet, at bådbranchen skifter til el

    “Vi er på en lidt af vild mission for at konvertere bådbranchen over til el. Jeg synes selvfølgelig også, det er en vigtig mission for især vandmiljøet, for bådbranchen er meget hårdere ramt end bilbranchen, når det gælder forurening. De fleste bådmotorer har nemlig ikke de moderne katalysatorer, som renser for svovl og andre tungmetaller. Og det er ikke særlig godt, for de fleste bådmotorer har deres udstødning ned igennem propellen, ned i vandet. Så der er faktisk ret meget olie og restudslip direkte ned i vandmiljøet,” siger Carl Kai Rand, der nu også står frem og siger, at man vil være fuldstændig CO2-neutrale i scope 1, 2 og 3 allerede om fem år.

    Med de 20 mio. kr. fra EIFO kan Rand Boats fortsætte sin strategi om dekarbonisering af værdikæden og reduktion af CO2-udledninger i overensstemmelse med virksomhedens mål om nul-emissioner inden udgangen af 2026.

    Fakta om Rand Boats:

    * Rand Boats blev etableret i 2014 og har siden etableringen af virksomheden lanceret ni forskellige modeller af fritidsbåde

    * Selskabet er i dag globale markedsledere indenfor electric boating og betrages som havets Tesla. Selskabet er det hurtigst voksende i industrien, og forventer at blive iblandt de største indenfor fem år.

    * Rand Boats har hovedkontor i København samt et produktionsselskab i Kroatien

    * Rand Boats salg af eldrevne fritidsbåde udgjorde ca. 60 pct. af de solgte både i 2021, hvor der blev omsat for DKK 75 mio. (170 fritidsbåde).

    * Salget af både sker via forhandlere i 16 forskellige europæiske lande

    * Rand Boats er endvidere eneste leverandør til GoBoat ApS, som blev stiftet i 2014 af bl.a. Carl Kai Rand.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Ina Bjerregaard-Castenborg email: ibc@eifo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13706102&publisherId=13561323&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **