Pressemeddelelse fra Copenhagen Business School
Igennem opvæksten handlede det meste af Isabella Agdesteins liv om at sætte fødderne rigtigt. Hun satsede på at blive professionel danser. Indtil hun som 20-årig måtte erkende, at hofterne ikke kunne holde til belastningerne.
I dag, hvor hun er iværksætter og CEO i den knapt to år gamle virksomhed, Focalx, har hun fortsat fokus på takt og trin. I overført betydning, vel at mærke. For nu handler det om, at hun som øverste leder skal sikre, at de ansatte bevæger sig efter den samme koreografi.
En opgave, hun ikke tidligere har prøvet. Derfor meldte hun sig i foråret som en af 24 iværksættere, der netop har afsluttet lederudviklingsprogrammet “Founder to Leader” på CBS.
Programmet henvender sig til nyetablerede iværksættere, der er begyndt at ansætte personale. Målet er at give virksomhederne en bedre mulighed for at overleve og udnytte deres vækstpotentiale. Flere studier viser nemlig, at manglende ledelse og en arbejdskultur med lange dage og uklare arbejdsgange er blandt årsagerne til, at mange nystartede virksomheder hurtigt udånder igen.
Vil træde mere i karakter
Selv om Isabella Agdestein har titel af administrerende direktør, beskriver hun sig selv som en blæksprutte, der både har haft fokus på strategi, fundraising, salg, HR samt administrative opgaver.
For to år siden var hun en af to co-founders, der startede virksomheden Focalx. Den tilbyder software, der automatisk kan scanne og opdage ydre skader på køretøjer. Virksomheden henvender sig til aktører i bilbranchen og har 18 medarbejdere, hvoraf nogle er ansat i udlandet.
“Nu planlægger vi at ansætte yderligere personale, og jeg kan mærke, at der er brug for, at jeg træder mere i karakter som leder. Men for at kunne gøre det havde jeg brug for mere viden. Jeg var også usikker på, hvilken slags leder, jeg gerne ville være”, fortæller iværksætteren.
Efter at have deltaget i workshops, udvekslet erfaringer med de øvrige deltagere og modtaget individuel coaching har hun fået et nyt syn på lederskab.
Hun havde svært ved at finde det rigtige format
“Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle være denne her karismatiske leder, man altid hører om. Men under forløbet blev jeg bevidst om, hvad der passer til mig. Min rolle er i højere grad at være en inkluderende leder, der støtter medarbejderne i deres udvikling,” siger Isabella Agdestein.
Inden hun gennemførte “Founder to Leader”, forsøgte hun sig med flere tiltag for at være tilgængelig over for medarbejderne.
“Når man pludselig går fra at være ganske få til at være 18 mennesker, handler det om at finde de rette formater og snitflader. Nu skal jeg jo ikke være direkte leder for dem, der ikke har med mit kernefokus at gøre”, siger hun og uddyber:
“Igennem ‘Founder to Leader’-programmet har jeg fået en bedre forståelse for, hvad der skaber en balance, så jeg ikke ender med at være nærmeste leder men snarere overordnet leder”, siger Isabella Agdestein.
Anderledes vilkår i iværksættermiljøet
For Mia Jung er det ikke overraskende, at der ofte er et stort spring, når iværksættere skal forvandle sig til ledere.
Hun er Head of Leadership Development ved Copenhagen School of Entrepreneurship på CBS og er ansvarlig for lederudviklingsprogrammet “Founder to Leader”.
“Vilkårene for ledelse i iværksættermiljøet adskiller sig væsentligt fra ledelse andre steder. I startup-virksomheder er det grundlæggeren, der udgør ledelsen, selv om vedkommende typisk identificerer sig mere med rollen som iværksætter. Vedkommende har ofte fokus på både forretningside, strategi, produkt og kunder. Hvorimod lederen i en etableret virksomhed netop er ansat til at udfylde ledelsesrollen mere fokuseret,” påpeger hun og tilføjer:
“Vi arbejder på, at deltagerne bliver bevidste om deres egne styrker og svagheder, og hvordan de udfylder lederrollen i dag. Vi arbejder med en organisationspsykologisk tilgang til personaleledelse og lægger vægt på at vise, hvad der er på spil i de menneskelige relationer, og hvad uklarhed om roller og mandater kan medføre”.
Husk at tænke på hele isbjerget
De 24 deltagere fra lederudviklingsprogrammet bor alle i Danmark, men kommer fra henholdsvis Portugal, England, Polen, Ægypten og Danmark.
En væsentlig del af konceptet handler om, at deltagerne skal dele af egne erfaringer, præsentere dilemmaer fra deres egen virksomhed og finde løsninger.
“En ting, som også fylder meget hos deltagerne, er ledelse af co-founders, som jo har været med til at starte virksomheden. På et tidspunkt kan det være nødvendigt at etablere en form for hierarki, med mere specifikke roller. Der kan så være ting, der i den tidlige fase ikke har været fokus eller tid til at tale om,” fortæller Mia Jung.
“Men deltagerne lærer, at forskellige faser kræver forskellige ting af dem. Og de bør ikke ignorere vanskelige samtaler med gamle venner. Måske sidder de andre co-founders også med noget, der ikke længere fungerer for dem? De lærer om det klassiske isbjerg – at det ikke er nok kun at forholde sig til det, der foregår på overfladen. Man skal også have modet til at anerkende alt det nedenunder, og man skal have fagligheden til at håndtere det,” understreger hun.
En øjenåbner
Den problemstilling kender Isabella Agdestein. For et par år siden afsluttede hun sin bachelor i erhvervsøkonomi og projektledelse på CBS og var i gang med en kandidatuddannelse, da hun sammen med Pritam Bolenwar grundlagde Focalx. Senere stødte endnu en co-founder til, og alle tre er fortsat i virksomheden med Isabella Agdestein som administrerende direktør.
“Kurset har været en øjenåbner i forhold til mine relationer til de to øvrige co-founders. Som partnere har vi været igennem det hele sammen, så det har ikke nødvendigvis ligget lige for at tage en aktiv ledelsesrolle over for dem. Men i løbet af programmet har jeg indset værdien i at have en konstruktiv og reflekteret rolle,” fortæller hun.
Blandt øvrige ting, hun har lært, fremhæver hun blandt andet:
At hun ikke skal forsøge at lave sig om men gøre brug af faglige værktøjer.
At hun har fået input til, hvordan man leder medarbejdere på afstand.
At en leder både har action mode og reflection mode.
“Det med at reflektere skal man faktisk lære, for som iværksætter er du vant til at have fart på. Jeg har personligt følt et pres for at handle hurtigt men har i løbet af kurset indset vigtigheden af at give sig tid til at træffe de gode beslutninger,” siger Isabella Agdestein.
Fakta om “Founder to Leader”
- Lederudviklingsprogrammet “Founder to Leader” er det eneste i Danmark.
- Det er sponsoreret af Industriens Fond og udbudt af CBS.
- Det er gratis at deltage.
- Fordi kurset indeholder en stor grad af 1:1 coaching er der kun plads til 24 deltagere på et hold.
- Kurset foregår i weekender og er tilrettelagt, så deltagerne kan passe deres job ved siden af.
- Manglende lederskab er angivet som årsag til mere end 29 procent af alle mislykkede startups.
Kontakt:
Mia Jung: Head of Leadership Development ved Copenhagen School of Entrepreneurship på CBS og ansvarlig for lederudviklingsprogrammet “Founder to Leader”.Ansvarlig for “Founder to Leader
Mail: mj.cse@cbs.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **