Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet
Produktionen af en gennemsnitlig dansk spillefilm koster i omegnen af 60 tons CO2. Det tal kan blive mindre, hvis man tænker sig om under produktionen og fx filmer i dagslys i stedet for mørke, serverer hvidt kød i stedet for rødt, når filmholdet skal bespises eller arrangerer samkørsel mellem locations.
Idéerne er mange, men hvordan er det lige, man får det til at fungere i en industri, hvor tid er penge, og hvor der skal være plads til sidste øjebliks ændringer og særlige ønsker fra stjernerne?
Det skal et forskerhold fra SDU Climate Cluster og Det Humanistiske Fakultet på SDU nu undersøge. Til formålet har holdet modtaget 745.000 kr. fra film- og tv-branchen selv (brancheorganisationen Vision Denmark og TV2 samt produktionsselskaberne Produced By og Growing Stories.
Den danske filmbranche er privilegeret
Støtten kommer i kølvandet af et tidligere projekt under SDU Climate Cluster, der også handlede om at bringe mere bæredygtighed ind i film- og tv-produktioner. Det projekt, Sustainable sGreenplay, havde fokus på at tænke bæredygtighed ind allerede i manuskriptfasen.
– Vores nye projekt er et forskningsprojekt, hvor vi empirisk vil undersøge, hvor og hvorfor det bliver svært at skære ned på CO2-udledningen, når man laver film og tv. Der kan være rigtig mange grunde; måske er man bange for at skræmme skuespillerne væk, hvis man dropper det røde kød i forplejningen, måske virker det uoverskueligt at arrangere samkørsel til locations. Det vil vi gerne undersøge sammen med branchen selv, for det kan give bedre resultater at arbejde med løsninger, der er baseret på viden om menneskelig adfærd end løsninger, der udelukkende er tekniske eller regulative, siger Heidi Philipsen, der er lektor, medieforsker og leder af manuskriptudviklings-uddannelsen på Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse, SDU.
Hun peger på, at den danske film- og tv-branche i denne henseende har mere privilegerede arbejdsforhold end mange af deres kolleger i andre lande.
Ingen krav om klimaregnskab fra Det Danske Filminstitut
– Fx i Skotland, Island og Norge skal man aflevere et klimabudget sammen med det økonomiske budget, når man søger filmstøtte hos deres filminstitutter. En films klimabelastning er altså med i betragtningerne, når institutterne skal beslutte, om de vil støtte en film. Og når filmen er færdig, skal der afleveres et klimaregnskab sammen med det økonomiske regnskab, fortæller hun.
Mens flere danske producenter, bl.a. TV2, selv sætter klimamål (TV2 vil fx nedsætte sit CO2 udslip med 70 pct. inden 2030), stiller det Danske Filminstitut ingen konkrete krav om klimabudgetter til sine ansøgere, og det hjælper ikke på branchens motivation til at producere mere bæredygtigt, mener Heidi Philipsen.
Heidi Philipsen mener, at Danmark er bagud, når det gælder om at stille krav til større bæredygtighed i filmproduktioner. Men hun vil ikke kritisere Det Danske Filminstitut for at nøle.
– Der vil jeg hellere lave noget god forskning på, hvad de oplever af barrierer ude i produktionsleddene og hjælpe dem til at finde nogle veje, som kan fungere for dem, uden at det opleves som hæmmende for arbejdet og den kunstneriske frihed, siger hun.
Dataloger hjælper med bæredygtige manuskripter
I et andet projekt arbejder Heidi Philipsen og hendes kolleger med måder at tænke bæredygtigt, allerede mens man skriver manuskriptet til en film.
Hvis man tænker bæredygtighed ind så tidligt i fasen, kan man spare rigtigt meget, når filmen skal laves. Man kan fx regne på, hvad man sparer ved at skære ned fra 35 til 25 locations. Hvor meget sparer man ved at lægge natoptagelser om til optagelser i dagslys? Behøver filmens karakter tage på ferie i Østrig? Eller kan det lige så godt være i Jylland?
Idéen her er at udvikle software til de skriveprogrammer, som manuskriptforfattere bruger, så de kan regne på CO2-omkostningerne, mens de skriver. Dette arbejde foregår i samarbejde med Marco Chiarandini og Luís Cruz-Filipe, der begge forsker i kunstig intelligens på Institut for Matematik og Datalogi på SDU.
En CO2-tung industri
Produktionen af en gennemsnitlig dansk spillefilm udleder ca. 60 ton CO2. En amerikansk blockbuster belaster med mellem 3.000 og 4.000 ton. Klima-katastrofefilmen The Day After Tomorrow udledte 10.000 ton. Tager man hele informations- og kommunikationsindustrien, som underholdningsbranchen og streamingindustrien er en del af, er den ansvarlig for 2-4 procent af den globale udledning. Luftfartindustrien er ansvarlig for 2-3 procent.
Om projektet:
“Green Media Production Development” er finansieret af Vision Denmark, TV2, Produced By og Growing Stories med 745.000 kr. Det starter i november 2023 og løber et år frem. Tilknyttede forskere er projektleder og lektor Heidi Philipsen, lektor Sara Mosberg Iversen og videnskabelig assistent Nicolas Kouroumtzis, alle fra Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse, SDU.
Kontakt:
Journalist Birgitte Svennevig tlf.: 27 59 86 79 email: birs@sdu.dk
lektor Heidi Philipsen tlf.: 65509639 email: heidij@sdu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **