PRM / Markant stigning i timeprisen på sagsbehandling af byggetilladelser på Bornholm

    Pressemeddelelse fra DI Byggeri

    Ud af landets 98 kommuner er der stor spredning i, hvad man skal betale for at sagsbehandle en byggetilladelse til fx et nyt parcelhus, kontordomicil eller en tilbygning. I Hillerød og Allerød koster det henholdsvis 1.024 og 1.023 kroner per time. På Bornholm er prisen 887 kroner i timen. Hvis byggeriet derimod ligger i Næstved eller Herning er timeprisen under 400 kroner.

    Det viser en ny opgørelse fra DI Byggeri.

    – Det er tankevækkende, at timepriserne kan variere så meget. Lovgivningen er jo den samme, uanset i hvilken kommune der skal udstedes en byggetilladelse. Samtidig er der ikke sammenhæng mellem effektiv sagsbehandling og timeprisen, hvor Bornholm har sagsbehandlingstider på i gennemsnit 164 dage. Det er alt for langt tid, siger formand for DI Byggeri Bornholm Jens Koefoed og slår fast:

    – Der er intet i vejen med at tage en høj timepris, hvis man møder en hurtig og smidig kommunal service. Men det er desværre ofte ikke tilfældet.

    Ventetiderne på byggesagsbehandling har i mange år været et smertensbarn på Bornholm, og til stor frustration hos både borgere og virksomheder, der vil bygge nyt eller udvide. Regionskommunen har af flere omgange arbejdet på et gøre ventetiden kortere.

    – Der er generelt høj aktivitet i de bornholmske virksomheder og endnu mere er på vej. Det øger presset på byggesagsbehandlingen, hvor der heldigvis også er blevet tilført ekstra ressourcer. Men ekstra ressourcer kan ikke stå alene. De interne administrative processer skal simpelthen også gøres mere strømlinede, siger Jens Koefoed og uddyber:

    – Jeg hører ofte eksempler fra virksomheder, som har brug for både bygge- og miljøtilladelse, men hvor sagsbehandlingen strander mellem forskellige kommunale afdelinger, eller hvor helt simple forhold, der burde kunne løses med et telefonopkald, bremser sagen i ugevis.

    Bornholm som fremtidig Energiø betyder enorme investeringer i bygge- og anlægsprojekter de kommende år, hvilket også vil kræve endnu flere kommunale ressourcer til sagsbehandling.

    – Det er helt klart bekymrende, hvis det betyder, at byggesagsbehandlingen forringes yderligere de kommende år. Derfor vil jeg opfordre til, at den kommunale administration ser på de interne processer. Men det er også vigtigt, at kommunalbestyrelsen har et øje på, om der i de kommende år er tilstrækkeligt med ressourcer i Natur og Miljø, som blandt andet står for sagsbehandlingen af regn- og spildevand, siger Jens Koefoed, formand DI Byggeri Bornholm og tilføjer:

    – Da vi kan ikke kan gå andre steder hen og få sagsbehandlet en byggetilladelse, har regionskommunen et særligt ansvar for at levere en god service med korte ventetider.

    Kontakt:

    Formand for DI Byggeri Bornholm Jens Koefoed, telefon 20 14 28 88
    DI’s presseafdeling, telefon 33 77 45 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13703074&publisherId=13560661&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **