Pressemeddelelse fra DI Byggeri
I Tårnby koster det 592 kroner per time kommunen bruger på at sagsbehandle en byggetilladelse til fx et nyt parcelhus, et kontordomicil eller en tilbygning. Hvis byggeriet derimod ligger i Rødovre eller Lyngby-Taarbæk, er timeprisen henholdsvis 882 og 849 kroner per time.
Det viser en ny opgørelse fra DI Byggeri.
– Kommunerne skal sagsbehandle byggetilladelser efter nøjagtig samme lovgivning, og derfor giver det da stof til eftertanke, når der er en forskel på omkring 300 kroner i timen. Når det er sagt, er det vigtigste, at sagsbehandlingen er effektiv og ventetiden kort. Derfor kan det godt være, at Tårnby har den laveste timepris, men ventetiden er til gengæld i gennemsnit 155 dage. Det er uacceptabelt. Det samme gælder i Lyngby-Taarbæk, hvor man i gennemsnit skal vente 178 dage. I Rødovre er ventetiden til gengæld nede på 43 dage, og det betaler vi gerne for, siger formand for DI Byggeri Hovedstaden Mads Raaschou og uddyber:
– Det er dyrt for de byggevirksomheder, som står klar med maskiner og medarbejdere, men ikke kan komme i gang med opgaven, fordi de venter på byggetilladelsen. Samtidig er det også en utaknemlig opgave at forklare kunderne, at vi desværre ikke kan gå i gang med deres byggeri som planlagt, fordi vi venter på grønt lys fra kommunen.
I Rødovre, Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Frederiksberg kommuner ligger timeprisen på mellem 800 og 882 kroner. I Brøndby, Herlev og Vallensbæk ligger timeprisen på mellem 700 og 800 kroner, mens prisen i Albertslund, Dragør og Ishøj ligger mellem 600 og 700 kroner per time.
– Jeg bider mærke i, at Frederiksberg har hævet prisen fra 397 kroner til 835 kroner i timen. Jeg håber, at det vil resultere i en kortere ventetid end de 118 dage i gennemsnit, som vi så i 2022. En lav pris kan aldrig gøre det ud for en lang ventetid, men en høj pris giver også forventning om en hurtig og effektiv service. Er servicen god, er det helt i orden at tage en timepris i den høje ende, siger Mads Raaschou, DI Byggeri Hovedstaden.
I Glostrup og Hvidovre opkræver kommunerne et fast gebyr på omkring 1.000 kroner, mens København, Høje-Taastrup, Gladsaxe og Ballerup sagsbehandler byggetilladelserne uden beregning.
– Det sender et signal om, at kommunen byder alle, der vil bygge og dermed investere i deres kommune, velkommen, og det er meget positivt. Men selvom servicen er gratis, er det vigtigt, at den er effektiv og ventetiden kort. Det er afgørende både for de byggevirksomheder, som venter på at få lov at sætte spaden i jorden, og for dem der venter på det færdige byggeri, siger Mads Raaschou, formand for DI Byggeri Hovedstaden.
Kommunerne bestemmer selv, om de vil opkræve et gebyr for sagsbehandlingen af byggetilladelser. Gebyret skal dog hvile i sig selv, og kommunen må derfor ikke tjene penge på sagsbehandlingen.
Kontakt:
Formand for DI Byggeri Hovedstaden Mads Raaschou, telefon 28 44 00 88
Regional konsulent for DI Byggeri Hovedstaden Ron Amir, telefon 52 13 23 21
DI’s presseafdeling, telefon 33 77 45 00
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **