PRM / Flere hornhindedonationer er godt nyt for patienter med øjensygdomme

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitetshospital

    Den Danske Hornhindebank findes på Aarhus Universitetshospital. Her modtager man donerede hornhinder fra afdøde overalt i Danmark og leverer hornhinder til øjenklinikken på Rigshospitalet Glostrup og Aarhus Universitetshospitals egen øjenafdeling. Det er de eneste to stedet i landet, hvor man foretager hornhindetransplantation.

    I 2022 var der et rekordhøjt antal hornhindedonationer. På landsplan blev det således til donationer fra 536 hornhindedonorer (1069 hornhinder) hvoraf AUH’s bidrag udgjorde 86 donationer. Dette er det højeste antal donationer på tværs af alle hospitaler i Danmark og udgør en øgning på AUH på cirka 18 procent i forhold til 2021. 

    – Tallene viser et brud med en nedadgående tendens i antal hornhindedonationer, som har stået på i de foregående to år. Stigningen er afgørende for at bibeholde hornhindebankens status som værende selvforsynende med hornhindevæv til danske patienter, fortæller Jesper Hjortdal, som er medicinsk chef for Den Danske Hornhindebank.
     
    I 2022 leverede Den Danske Hornhindebank transplantater til øjenafdelingerne på Rigshospitalet Glostrup og Aarhus Universitetshospital. Det kom i alt 720 patienter til gavn, hvoraf de 354 patienter var fra AUH.

    Jørgen kan se farver klart igen

    En af de patienter, der har fået foretaget hornhindetransplantation er 62-årige Jørgen Johansen fra Aarhus. Han led af en arvelig sygdom, som med tiden fortykkede hans hornhinder og gjorde dem uigennemsigtige. 

    Jørgens syn blev gradvist dårligere, og for to år siden mente hans øjenlæge, at det var relevant at henvise ham til hornhindetransplantation på Aarhus Universitetshospital. Han fik transplantation på det venstre øje for to år siden og det højre for ét år siden. Jørgen fortæller om sin transplantation:

    – Min første oplevelse efter transplantationen var, at jeg så farverne meget mere klart. Det er ret fantastisk, for man bemærker ikke rigtigt, at det gradvist bliver værre undervejs i sygdomsforløbet. 

    – Jeg havde også dårligt nattesyn før transplantationen, men det er heller ikke et problem længere. I dag bruger jeg kun briller til læsning og tv, ellers fungerer mit syn normalt. 

    Jørgen har skullet dryppe sine øjne i et år efter hver transplantation, men det er netop også afsluttet for det andet øje. Nu venter blot en årlig kontrol, hvor man holder øje med tegn på, om hornhinden afstødes.

    Fortsat fokus på hornhindedonation

    – Vi mærker tydeligt interesse for hornhindedonation på AUH. Der er blevet etableret en prøvehandling på Intensivafdelingen, hvor det organdonationsansvarlige personale i 2023 vil have øget fokus på hornhindedonation, fortæller Jesper Hjortdal. 

    Prøvehandlingen vil afsøge muligheden for, at hospitalsafdelinger kan assistere Den Danske Hornhindebank med udtagning af blodprøver fra donorer kort efter dødens indtræden. Herved sikres en bedre kvalitet af blodprøven, og på sigt vil det muliggøre flere hornhindedonationer i weekenden på landsplan.

    – Vi sætter stor pris på dette tværfaglige arbejde, der er med til at udvikle os til gavn for patienterne, slutter Jesper Hjortdal.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Mai Bakmand tlf.: 2361 7499 email: mabakm@rm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13704692&publisherId=13561354&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **