PRM / 40 km hastighedszoner ved Virum Skole og ved Fyrrevang/Lindevangen

    Pressemeddelelse fra Lyngby-Taarbæk Kommune

    Lyngby-Taarbæk kommune er med i forsøgsordningen om etablering af 40 km/t-zoner. Forsøget omfatter mulighed for at nedsætte den gældende hastighed til 40 km/t i områder eller på strækninger, der ikke har væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling.

    I første omgang har Teknikudvalget besluttet at etablere 40 km/t zoner i to områder, et omkring Virum Skole og et i kvarteret ved Fyrrevang/Lindevangen.

    Hastighedszonerne vil blive etableret i juli 2023.

    Richard Sandbæk, Formand for Teknikudvalget siger:

    “Kommunen har fået ny Trafiksikkerhedsplan 2023 – 2027, hvis overordnet mål er, at det skal være sikkert og trygt for alle af færdes i trafikken. Der er dog mange borgere der oplever, at der bliver kørt for stærkt på deres lokalveje. Derfor er en af indsatserne i Trafiksikkerhedsplanen at etablere 40 km hastighedszoner i lokalområder for at gøre det mere trygt at færdes langs vejene og sikkert at krydse dem.  Jeg glad for, at vi får realiseret de 2 første zoner nu, og vi vil arbejde for, at der kommer flere til”.

    I områderne vil der blive opsat zonetavler med lokal hastighedsbegrænsning på 40 km/t ved alle veje, som fører ind i området.

    Cecilie Lindahl, næstformand i Teknikudvalget fortsætter: “Vi ser meget frem til erfaringerne med begrænsninger af hastigheden til gavn for sikkerheden og trygheden på vores veje. Jeg er glad for, at der er planlagt flere hastighedsbegrænsninger andre steder i kommunen, og vi skal som del af forsøgsordningen sende erfaringer med processen til Vejdirektoratet, herunder en opsummering af de henvendelser og reaktioner, som er kommet til kommunen efter ændringerne. Borgerne i områderne opfordres til at fremsende deres oplevelser i forsøgsperioden.”

    Der er ikke krav om, at der skal anlægges fartdæmpende foranstaltninger, men kommunen har valgt at etablere bump, hvor det vurderes nødvendigt for at skabe mere tryghed.

    Antallet af fartdæmpere i området er bestemt ud fra eksisterende fartdæmpere og hastighedsmålinger. Hastighedsmålinger i områderne viser, at der bliver kørt efter forholdene. Gennemsnitshastigheden ligger på de fleste lokalveje under 30 km/t, og det er kun på en delstrækning af Skolebakken og Holmeparken, hvor der er målt, at 15% af bilisterne kører mere end 40 km/t. Derfor bliver der etableret fartdæmpende foranstaltninger på disse veje.

    Zonetavler forventes opsat i perioden uge 27-29 (3.-21. juli 2023). Anlæg af bump forventes udført i august 2023. Selvom bumpene ikke er anlagt vil hastighedszonen være gældende, når zonetavlerne er opsat.

    null

    Det er denne her type skilte der opsættes. Tavlen angiver et område med en lokal hasvtighedsbegrænsning på 40 km/t. Bestem-melserne gælder indtil at de ophæves igen.

    Kontakt:

    Formand for Teknikudvalget Ricard Sandbæk, Richs@ltk.dk

    Næstformand for Teknikudvalget Cecilie Lindahl, clind@ltk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13704717&publisherId=13561393&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **