PRM / Skorstensgaard-svend indstillet til lærlingepris – skole roser ham til skyerne

    Pressemeddelelse fra Skorstensgaard Danmark A/S

    Anders Grøn, en talentfuld mekanikersvend hos Skorstensgaard Skive, er indstillet til Metalindustriens Lærlingepris 2023 af sin arbejdsgiver og sit uddannelsessted Mercantec. Anders, der bestod sin svendeprøve med topkarakteren 12 i november sidste år, har udvist stor dedikation til sit håndværk og har allerede gjort sig bemærket som en inspirerende rollemodel for andre lærlinge på værkstedet. Han er nu i betragtning til den prestigefyldte pris, der anerkender dygtighed og excellence inden for erhvervsuddannelser i metalindustrien.

    Mercantec: Anders er toppen af mekanikerlærlinge

    Metalindustriens Lærlingepris – ML-Prisen – er en anerkendt pris, der siden 2003 er blevet uddelt til nyudlærte svende inden for metalindustrien. Prisen er stiftet af Metalindustriens Uddannelsesudvalg i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Metal samt Tekniq Arbejdsgiverne, og overrækkes hvert år til en svend, der har udmærket sig inden for en erhvervsuddannelse inden for det pågældende år.

    Af sin skole Mercantec i Viborg bliver Anders Grøn beskrevet som en studerende, der har været fantastisk til at bære den viden, han har tilegnet sig på skolen, til autoværkstedet. Derudover har han ifølge skolen også været en fremragende holdkammerat, der var vellidt af både medstuderende og lærere under hele sin uddannelse.

    – Anders er toppen af kransekagen, når vi snakker mekanikerlærlinge. Han er altid foran sine kammerater og gennemfører opgaverne til alles tilfredshed. Han har igennem hele læretiden vist sin store interesse for faget og brugt den store viden i sit daglige virke her på skolen. Han er en stor støtte for sine klassekammerater socialt og fagligt, uddrag fra Mercantecs indstillingstekst om Anders Grøn.

    Skorstensgaard-chef: Han lever og ånder for biler

    Trods den 45 minutters køretur fra Rødkærsbro, hvor han har bopæl, til arbejdspladsen i Skorstensgaard Skive, er den nyudklækkede mekaniker Anders Grøn altid den første, der ankommer til værkstedet om morgenen og den sidste, der forlader det om aftenen. Og arbejdet fortsætter også efter fyraften, for her går han og udbedrer omgangskredsens køretøjer, og det gør han med stor lyst og passion, for Anders kan ikke få nok af autoteknik.

    Både under sit lærlingeforløb og i det halve år, han på nuværende tidspunkt har været fuldtidsansat på værkstedet i Skive, har han været forrygende engageret i sit arbejde. Og netop det er en af de ting, som gør Anders fortjent til ML-Prisen ifølge hans daglige leder i Skorstensgaard, Peter Espersen.

    – Anders er en dygtig og kompetent medarbejder. Han går udfordringerne i møde uden tvivl eller spørgsmålstegn og sætter sig grundigt ind i de opgaver, han står overfor. Han er utrolig lærenem og formår at tilegne sig ny viden og færdigheder på rekordtid. Anders har ikke modtaget andre priser eller deltaget i konkurrencer tidligere, men hans indsats og dedikation på værkstedet fortjener helt klart en anerkendelse, udtaler Peter Espersen, afdelingschef i Skorstensgaard Skive.

    Overrækkelsen af ML-Prisen vil finde sted i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i København den 29. september 2023, hvor Anders Grøn også vil være til stede. Han udstråler stor selvtillid og ser spændt frem til at opleve begivenheden på scenen, beretter arbejdsgiveren Skorstensgaard.

    Kontakt:

    Kommunikationsspecialist Selda Canbek tlf.: 24604070 email: seca@skorstensgaard.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13704738&publisherId=13561084&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **