PRM / Kursen er sat mod en grøn skibsfart

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Forventningerne var store, og de grønne håb endnu større, da FN’s søfartsorganisation (IMO) indledte mødet i London. Og forventningerne er blevet indfriet.

    IMO har indtil nu haft et ikke-bindende mål om, at den samlede udledning fra skibsfarten skal være halveret i 2050.  Med dagens aftale skal skibsfarten ramme et rundt nul for udledningerne af drivhusgasser “omkring 2050”.

    – Kravene til den grønne omstilling af skibsfarten er blevet øget væsentligt. Det er en fremragende aftale, som sætter retningen for den grønne omstilling af skibsfarten. Det er en sektor, som står for tre procent af CO2-udledningen på verdensplan, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

    Med aftalen kommer der delmål i 2030 og 2040 på henholdsvis 20 procent og 70 procents reduktion af CO2.  Landene har også aftalt, at der senere skal vedtages en standard for de brændstoffer, som skibene skal bruge i fremtiden.

    – Vi skal for alt i verden sikre, at det er klimaneutrale brændstoffer, som erstatter olien i skibenes tanke. Det er store investeringer, som rederierne skal foretage i de kommende år, og skibene skal sejle længe, inden de er udtjente. Så de investeringer, rederierne foretager nu, vil få betydning på den anden side af 2050, siger Jan Hylleberg.

    De klimaneutrale brændstoffer til skibsfarten vil blive produceret af strøm fra vedvarende energikilder gennem en proces, der er kendt som Power-to-X. Den grønne strøm bliver omdannet til brint via elektrolyse, og derfra bliver der gennem syntese produceret grøn metanol eller grøn ammoniak, som kan hældes på skibenes tanke.

    Omstillingen kræver altså, at der er adgang til rigelige mængder grøn strøm, anlæg som kan producere brændstofferne og en havneinfrastruktur, der kan understøtte omstillingen.

    – De danske rederier er allerede i gang. Flere har bestilt skibe, som kan sejle på grøn metanol. men skibsfarten kan ikke løse denne udfordring alene. Energisektoren skal levere de grønne brændstoffer, som skibene skal sejle på. Og politikerne skal levere de arealer på havet og land, hvor vindmøller og solceller skal stå, siger Jan Hylleberg.

    Danmark har gode muligheder for at blive leverandør af de grønne brændstoffer til skibsfarten.

    – Jo hurtigere vi handler, og jo højere ambitionerne bliver, desto større er muligheden for, at Danmark kan spille en international rolle og gøre produktionen af grønne brændstoffer til både en effektiv klimaløsning og en erhvervsmæssig styrke, siger Jan Hylleberg

    Kontakt:

    Senior presserådgiver Claus Kaae-Nielsen tlf.: 35 30 04 02 email: ckn@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13704697&publisherId=13560944&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **