PRM / Historisk klimaaftale: Skibsfarten skal være klimaneutral

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Efter at have forhandlet i London siden mandag er de 175 medlemslande i
    IMO nået til enighed om en ny klimastrategi for den globale skibsfart.
    Den overordnede målsætning i strategien er, at der i eller omkring 2050
    skal være klimaneutral skibsfart. Det er et markant løft fra ambitionsniveauet
    i den forrige strategi fra 2018, hvor målsætningen var klimaneutralitet
    i dette århundrede.

    Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
    “Jeg er meget tilfreds med den historiske og ambitiøse klimaaftale, som
    alle medlemslandene i IMO støtter op om. Det er en stor bedrift. Aftalen er
    et afgørende skridt i retningen af en grønnere fremtid, hvor skibsfarten også
    skal levere sin del. For Danmark har det været vigtigt, at strategien satte
    mål om klimaneutralitet i 2050 og samtidig satte delmål, så vi får sat skub
    i den internationale skibsfarts grønne omstilling. Samtidig har det været
    vigtigt, at få en klar plan for vedtagelsen af global regulering, der skal sikre
    implementeringen af målsætningerne.”

    Helt konkret er IMO’s medlemsstater blevet enige om følgende:

    • Overordnet målsætning om “klimaneutral skibsfart i eller omkring,
      dvs. tæt på, 2050″
    • Reduktionsmål i 2030 og 2040 på hhv. 20% og 70% med såkaldt “tilstræbelse”
      af hhv. 30 % og 80 % (i forhold til 2008)
    • Udvikling og vedtagelse af bindende teknisk regulering i 2025, herunder
      en brændstofstandard.

    Det næste store skridt bliver at udvikle den regulering, som skal implementere strategiens mål. Det arbejde skal ske frem mod 2025, hvor reguleringen
    skal vedtages.

    Kontakt:

    Pressekontakt tlf.: +45 91 33 70 07 email: presse@em.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13704651&publisherId=5540552&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **