Pressemeddelelse fra Innovationsfonden
Aldrig tidligere har avanceret måleteknologi og analysemetoder været så tilgængelige som nu. Det giver helt nye muligheder for at tilpasse indeklimaet til brugernes ønsker og behov. Samtidig tillader mobilteknologi, at brugerne let kan modtage feedback om forhold i deres bygning, der ikke er hensigtsmæssige for komfort eller energiforbrug.
Visionen med RePUP er at udvikle et system, der kan integrere brugernes ønsker til f.eks. temperatur med input fra sensorer og gennem kunstig intelligens fastlægge reguleringsparametre, der optimerer bygningers drift.
– Potentialet i at kombinere omfattende målinger i bygninger med input fra brugerne er kolossalt. Vi tilbringer 80-90% af vores tid inden døre, ofte i et indeklima, der langt fra er optimalt. Op mod 40% af vores energiforbrug anvendes i bygninger, heraf en stor del til at regulere indeklimaet. Der findes i øjeblikket ikke systemer, der i real-tid kan analysere brugernes præferencer og justere bygningens drift derefter. Ej heller findes systemer, der automatisk kan detektere uhensigtsmæssig drift eller fejl i en bygnings installationer. Forskningen har taget nogle tilløb, men med dette projekt skal teknologien modnes og eftervises i bygninger i praksis, siger Davide Carli, som er CEO i ClimiFy, leder af projektet.
Projektet vil betyde et kvantespring mod at monitorering og regulering af indeklima kan blive individuel og dynamisk. Det vil betyde øget tilfredshed med indeklimaet, hvilket er et smertensbarn i mange bygninger.
Samtidig er det målet at bidrage til den grønne omstilling gennem let udførlig renovering af bygninger, som kun kræver installation af Internet-of-Things sensorer.
På længere sigt vil de data, der genereres i projektet kunne anvendes af en vifte af danske firmaer til at udvikle og markedsføre deres helt egne reguleringsløsninger.
Projektet er et samarbejde mellem danske Climify, Danmarks Tekniske Universitet, Enfor, Velux, Danfoss, Center Danmark og Høje-Taastrup Kommune samt med Panasonics division i Tyskland. Tilsammen har konsortiet alle de kompetencer projektet efterspørger på et højt niveau.
Fakta:
Innovationsfondens investering: 12,7 mio. kr.
Samlet budget: 18,5 mio. kr.
Varighed: 4 år
Officiel titel: RePUP: Real-time Performance Upgrade of Buildings
Kontakt
Davide Carli, CEO, Climify
45 25 34 15,
Om partnerne
- Climify fokuserer på at skabe sunde, komfortable og produktive bygninger gennem en kombination af kunstig intelligens, målinger af indeklima og feedback-app’en feedme. Climifys løsninger hjælper derudover med at mindske energispild og kan minimere bygningers energiforbrug og samtidig maksimere anvendelsen af vedvarende energi.
- Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er et af europas førende tekniske universiteter. Fra DTU deltager DTU Compute, DTU Sustain og Skylab. DTU Compute forsker i modellering af brugeradfærd og i regulering af bygningers energisystemer.DTU Sustain forsker i udvikling af designkriterier og tekniske løsninger til at etablere et sundt, komfortabelt og produktivt indeklima så energieffektivt som muligt. DTU Skylab er DTU’s levende laboratorium for innovation og iværksætteri. Skylab matcher teknologi og videnskab med et ambitiøst fællesskab, hvor studerende, forskere og virksomhedspartnere mødes for at udveksle viden og udvikle løsninger.
- Enfor er markedsledende inden for prognosticering og optimering af løsninger til energisektoren, herunder forsynings- og distributionsselskaber.
- Velux leverer dagslys og frisk luft gennem tage. Velux producerer tagvinduer, ovenlysvinduer, arkitektonisk tilpassede glasløsninger til tage samt avancerede systemer til solafskærmning.
- Danfoss er en internationalt førende virksomhed inden for bæredygtige og energieffektive løsninger til regulering af indeklima i bygninger.
- Høje-Taastrup Kommune repræsenterer mere end 55.000 borgere og er en del af Region Hovedstaden. Kommunen har en stærk ambition om en bæredygtig fremtid og fokuserer på at opfylde kommunens klimamål, bl.a. gennem smarte energiløsninger og digital infrastruktur.
- Panasonic er en globalt førende leverandør af bæredygtige løsninger til opvarmning, køling og ventilation. Panasonic har et vidt forgrenet netværk af forsknings-, udviklings- og produktionsfaciliteter og leverer løsninger til at skabe sunde og komfortable.
- Center Danmark er et non-profit og uafhængigt selskab der leverer digital infrastruktur som understøtter energisektoren i udvikling af datadrevne løsninger, der udnytter muligheder i sektorkobling og accelererer den grønne omstilling. Selskabet stimulerer virksomheder og organisationer i økosystemet på tværs af forsyningsarter til at udvikle nye datadrevne forretningsmodeller og produkter.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **