PRM / A-kasser samarbejder på tværs for at få flere i job

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Den 1. januar 2024 overtager a-kasserne ansvaret for kontakten med de ledige medlemmer i de første tre måneders ledighed. Manglen på arbejdskraft er meget stor inden for en lang række brancher, og derfor er det også positivt, at virksomheder nu i fremtiden får én indgang hos de samarbejdende a-kasser til at søge bredt.

    Med samarbejdet “Sammen om job” er 11 forskellige faglige organisationer nemlig gået sammen om at tilbyde tværfaglig jobformidling til glæde for medlemmer og virksomheder.

    Helt konkret får virksomhederne én indgang (sammenomjob.dk) til at søge nye medarbejdere, hvor de får direkte adgang til a-kasserne, som er tilknyttet forbundene Dansk Metal, Blik og Rør, BUPL, DEF, FOA, HK, Malerne, NNF, SL, TL og 3F.

    Det kan for eksempel være en nyetableret industrivirksomhed, der skal bruge 100 ufaglærte medarbejdere her og nu. Før vil de typisk have kontaktet 3F for at høre, hvor mange jobsøgende medlemmer de havde til jobbene. Nu får de i et hug adgang til jobsøgende medlemmer i alle de 11 forbund/a-kasser.

    “Sammen om job” hviler på den store viden, som de enkelte faglige organisationer har om lige præcis deres faglige områder. Det er noget, vi får ekstra meget brug for, når a-kasserne fra 1. januar 2024 overtager de første tre måneder af de ledige medlemmers kontaktforløb fra jobcentret.

    I samarbejdet deler de forskellige a-kasser i højere grad end tidligere deres viden om jobmuligheder og opkvalificering indenfor deres brancher med hinanden – til gavn for både medlemmerne og arbejdsgiverne.

    Samarbejdet skyder dermed en skarp pil gennem påstande om, at de faglige organisationer holder på deres medlemmer. Sammen hjælper organisationerne derimod det enkelte medlem derhen, hvor han eller hun bedst kan bruge sine kompetencer. Og så overflyttes medlemmerne til den rigtige faglige organisation, så de kan få den bedste vejledning om deres arbejdsområde.

    Tilsammen har de forskellige a-kasser knap 800.000 medlemmer, og de dækker dermed størstedelen af det ufaglærte og faglærte arbejdsmarked og hele det pædagogiske område.

    Kontakt:

    Hovedkasserer John Larsen tlf.: 33 63 23 77 email: jlar@danskmetal.dk

    Jeppe Hee Rømer email: jero@danskmetal.dk

    Forretningsfører Eva Obdrup tlf.: 33 63 23 77

    Forbundssekretær Helena Mikkelsen tlf.: 46 97 23 21

    Formand Jannik Frank Pedersen tlf.: 28 25 79 76

    Formand Lasse Bjerg Jørgensen tlf.: 22 77 40 90

    Sekretariatschef Louise Høeg email: luh@fa-k.dk

    Formand Mads Samsing tlf.: 33 30 48 95

    Formand Michael Madsen tlf.: 72 48 60 05

    Forbundssekretær Per Hansen tlf.: 38 18 72 07

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13703740&publisherId=90398&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **