PRM / Flere kvinder søger ingeniør- og IT-specialistuddannelser på Aalborg Universitet

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    Flere kvinder har i år søgt ind på ingeniør- og it-specialistuddannelserne på Aalborg Universitet (AAU), og på en række AAU-studier inden for de såkaldte STEM-fag er andelen af kvindelige ansøgere steget mærkbart i forhold til mændene.

    Det gælder f.eks. uddannelsen i medialogi, hvor andelen af kvindelige ansøgere er steget fra 16,7 procent sidste år til 31,3 procent i år. På uddannelsen til diplomingeniør i byggeri og anlæg udgør de kvindelige ansøgere i år 31,6 procent mod 21,8 procent sidste år.

    Også uddannelserne i computerteknologi, datalogi, elektronik, nanoteknologi og by-, energi- og miljøplanlægning har fået en større andel af kvindelige ansøgere end tidligere år.

    Endelig er AAU’s helt nye uddannelse som diplomingeniør i design og anvendelse af kunstig intelligens kommet godt fra start med en andel af kvindelige ansøgere på 24 procent.

    Arbejdet med at nedbryde fordomme

    I alt er antallet af kvindelige ansøgere til AAU’s ingeniøruddannelser steget med omkring 5 procent til i alt 1.065, mens it-specialistuddannelserne i Aalborg har fået i alt 204 kvindelige ansøgere, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til sidste år.

    – Vi har arbejdet intenst med at nedbryde de fordomme, som kan afholde nogle – især kvinder – fra at søge ind på it- og ingeniøruddannelserne, siger prorektor på AAU Anne Marie Kanstrup. Hun uddyber:

    – F.eks. gør vi meget ud af at beskrive, hvordan uddannelserne kan bruges til at beskytte mennesker mod cybertrusler eller udvikle kunstige hjerteklapper for på den måde at modvirke forestillingen om, at it-specialister ikke arbejder med mennesker. Vi italesætter også de unges faglige usikkerhed for at vise, at de ikke er alene med den tvivl, og at de er fagligt stærke nok. Det er virkelig glædeligt, at det ser ud til, at indsatsen har båret frugt.

    Usikre på matematik

    På dagen for årets ansøgningsfrist til de videregående uddannelser viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) netop, at mange unge fravælger it- og ingeniøruddannelserne, fordi de ikke tror, de kan leve op til kravene til matematik og kodning. Mange er samtidig usikre på, om deres personlighed vil passe ind i uddannelsen og de job, den kan føre til.

    Undersøgelsen viser også, at der i 2030 kan komme til at mangle op mod 20.000 personer med lange eller mellemlange videregående uddannelser på ingeniør-, teknik- og it-området.

    Status quo på førsteprioriteter

    Mens it-specialistuddannelserne har trukket flere ansøgere i år, har AAU generelt oplevet et mindre fald på omkring 4 procent i forhold til sidste år. I alt har universitetet fået omkring 13.500 ansøgninger. Af dem er omkring 4.300 er førsteprioritetsansøgninger.

    – Vi kommer selvfølgelig til at se på, hvad forklaringerne på faldet kan være. Men jeg hæfter mig ved, at vi har fået lige så mange førsteprioriteter som sidste år. Og så er det vigtigt at huske, at et lavere ansøgertal ikke nødvendigvis betyder et lavere optag. De ekstra ansøgere til it-specialistuddannelserne vil f.eks. betyde, at vi får fyldt nogle af de pladser, som stod ledige sidste år, siger Anne Marie Kanstrup.

    Kontakt:

    Presserådgiver Anette Marcher, tlf. 21 20 02 41, e-mail ama@adm.aau.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13704023&publisherId=8155951&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **