PRM / Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

    Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension

    Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen en lang række danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.

    Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anne Garde Slothuus, ags@fogp.dk.

    Fakta om Forsikringsoplysningen:

    Forsikringsoplysningen har i 90 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
    Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på mail fo@fogp.dk, telefon 41 91 91 91 tirsdag til torsdag mellem 9-13 eller på vores hjemmeside https://forsikringsguiden.dk/forsikringsoplysningen/.

    Brevkasse for juli:

    Spørgsmål – Dækker vores indboforsikring tyveri fra et telt?

    Hej Brevkasse

    Vi skal på camping i sommerferien, men bliver i tvivl, om vores indboforsikring dækker, hvis der sker et tyveri fra vores telt, mens vi fx er på tur? Vi sætter naturligvis en hængelås på teltet.

    Vores børn vil gerne have deres iPads og telefoner med, men dækker forsikringen, hvis de bliver stjålet? Og er der forskel på, om det er vores tøj, der bliver stjålet, eller dyrere ting som fx en iPad eller en telefon?

    Hilsen

    Børnefamilien

    Svar:

    Hej Børnefamilie

    Det lyder hyggeligt, og det er altid en god idé med en hængelås. Hvis man er udsat for tyveri fra sit telt, uanset om det er på en campingplads, en festival eller en spejderlejr, så vil det defineres som simpelt tyveri, og derfor kan der være begrænsninger i dækningen.

    Fx er smykker og kontanter ikke dækket ved simpelt tyveri, og det samme gælder dyre designertasker mv. Helt generelt skal man lade være med at tage dyre og skattede værdigenstande med på camping Man kan også risikere, at forsikringsselskabet vil sige, at det er groft uagtsomt at efterlade en iPad i teltet og den derfor ikke er dækket af indboforsikringen.

    Tøj og andre almindelige indbogenstande vil være dækket af forsikringen.

    De bedste hilsner

    Forsikringsoplysningen

    Spørgsmål: Dækker rejseforsikringen, hvis vores fly er forsinket?

    Kære Brevkasse

    Der har været så meget snak om aflysninger og flyforsinkelser den seneste tid, og vi er lidt i tvivl, om forsikringen dækker, hvis flyet bliver aflyst, eller det bliver mange timer forsinket?

    Og hvis forsikringen ikke dækker, hvor henvender man sig så?

    Hilsen

    De rejsende

    Svar:

    Kære Rejsende

    Som udgangspunkt dækker rejseforsikringen ikke, hvis flyet bliver aflyst eller forsinket på grund af fx strejke. Der er forsikringsselskaber, som tilbyder flykompensation som en tilvalgsdækning, så det er en god idé at tjekke med jeres forsikringsselskab, hvordan jeres rejseforsikring præcis dækker.

    Hvis forsikringen ikke dækker, skal man selv søge om kompensation. Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet en liste over, hvad man er berettiget til, og hvor man kan søge kompensation. I kan finde listen her

    De bedste hilsner

    Forsikringsoplysningen

    Spørgsmål – Hvilken forsikring dækker, hvis min ladeboks bliver udsat for hærværk?

    Hej

    Jeg har lige købt en elbil og i den forbindelse fået installeret en ladeboks på væggen i min carport.

    Hvis ladekablerne bliver stjålet, eller der er nogen, der laver hærværk på selve boksen, er det så bilens forsikring, der dækker?

    Hilsen

    Bilejeren

    Svar:

    Hej Bilejer

    Ladekablerne vil være dækket på bilens kaskoforsikring, så hvis de bliver stjålet, eller hvis der bliver begået hærværk på dem, skal det meldes på bilens forsikring.

    For selve ladeboksen er det lidt anderledes: Den kan være dækket på enten bilens forsikring eller på husets. Det afhænger af den forsikring, det enkelte forsikringsselskab udbyder – for det kan godt være forskelligt. Så jeg anbefaler, at du kontakter dit selskab og spørger, hvad der præcis gælder i dit tilfælde.

    De bedste hilsner

    Forsikringsoplysningen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/brevkasse-uvildige-radgivere-fra-forsikringsoplysningen-gor-dine-laesere-klogere-pa-forsikring?releaseId=13703461

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **