Pressemeddelelse fra Psykiatrifonden
Skudepisoden i Field’s trækker uendelige spor hos familier og pårørende, også gerningsmandens. Havde gerningsmandenfået den behandling, han selv bad om og søgte – og som vi ved, han også havde meget alvorligt brug for – kunne rædslerne måske have været undgået, mener Torsten Bjørn Jacobsen. Han finder det ufatteligt, at udviklingen har fået lov til at eskalere så lodret nedad de seneste mange, mange år med meget store menneskelige omkostninger til følge, men også samfundsøkonomiske:
“Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor mange ressourcer vi bruger på konsekvenserne af, at vi ikke behandler mennesker med svær psykisk sygdom godt nok. Nu bliver gerningsmanden anbragt på Sikringen i Slagelse. Sådan en plads koster 3,6 mio. kr. om året. Så er der politiet, der årligt bruger 470.000 timer på opgaver, der involverer mennesker med psykisk sygdom. Det svarer til 244 fuldtidsansatte politibetjente om året. Til sammenligning koster det behandlingstilbud, som gerningsmanden burde have fået, cirka 100.000 kr. årligt”, siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Voldsom stigning i antallet af retspsykiatriske patienter
I de seneste 40 år er antallet af mennesker med psykisk sygdom, der har fået en behandlingsdom eller en anbringelsesdom, steget eksplosivt. I 1980 var der cirka 300 patienter i retspsykiatrien. I dag er der næsten 4.000, altså en stigning på omtrent 1.300 procent.
“Vi ved godt, hvorfor det går den vej. Et dansk studie har påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem utilstrækkelig behandlingskvalitet og kriminalitet. Undersøgelsen viste, at ud af de borgere med svær psykisk sygdom, der havde begået kriminalitet, havde tre ud af fire ikke fået tilstrækkelig psykiatrisk behandling, og hver anden havde modtaget utilstrækkelig social støtte. Nøjagtig som vi ved, det er tilfældet med gerningsmanden fra Field’s”, siger Torsten Bjørn Jacobsen med reference til det forløb, vi fra retssagen ved sendte gerningsmanden til ikke færre end 13 forskellige behandlere i psykiatrien; en behandling, der er blevet kaldt både overfladisk og mangelfuld.
Det skal være nu
Tragedien rejser samtidig nogle dybt alvorlige spørgsmål om kvaliteten af behandlingen i psykiatrien og hvordan vi hjælper nogle af de sværest psykisk syge borgere, mener Psykiatrifondens formand:
“Hvor mange tragedier skal der til, før vi får den psykiatri, vi har brug for? Det er afgørende, at vi forholder os til, hvad der gik galt, og hvordan vi skaber den psykiatri, vi har brug for. Nu.”
Kontakt:
Lars Hübertz tlf.: 29291211 email: lh@psykiatrifonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **