Pressemeddelelse fra STARK Danmark
For halvandet år siden sendte byggecenterkæden STARK sin første elektriske lastbil med kran på gaden i København. Nu får el-lastbilen selskab af endnu en lastbil på el, der kommer til at levere byggematerialer til kunder i Aarhus.
– Vi skal bidrage til at hele transportsektoren, herunder også den tunge transport, går mod klimaneutralitet. Vores kunder på miljøcertificerede byggerier får mere og mere fokus på transportdelen, og de efterspørger, at vi kan levere emissionsfrit. Med endnu en elektrisk lastbil, kan vi tilbyde endnu flere kunder emissionsfri levering, siger logistikdirektør i STARK Jan Breinholt.
Udover at skiftet fra diesel til el mindsker udslippet af CO2 og sundhedsskadelige partikler, forbedrer det også arbejdsmiljøet på byggepladsen.
– Vores chauffører på den første elektriske lastbil oplever et bedre arbejdsmiljø. Når de læsser af, er det nemmere for dem at snakke med kunderne, fordi der kun er en stille brummen. De sætter også pris på, at der er knap så meget støj i løbet af deres arbejdsdag. Også vores kunder lægger mærke til el-lastbilen, fordi mange ikke har set sådan én på en byggeplads før, siger Brian Patzlaff, logistikchef i STARK.
Bygger videre på gode erfaringer
En elektrisk lastbil med kran er ikke en standardvare på hylderne hos lastbilproducenterne, så både STARKs første og anden elektriske lastbil er specialdesignet i samarbejde med leverandørerne. Volvo leverer STARKs anden elektriske lastbil, og efter et længere udviklings- og opbygningsarbejde har lastbilen nu klaret testen og er klar til at levere byggematerialer til de aarhusianske byggepladser.
– Der har været en god opbakning og sparring med Volvo, som også har skullet prøve nye ting af i forbindelse med opbygningen af lastbilen. For eksempel skal der være plads til støtteben på kranen på selve karrosseriet, fordi vi sikkerhedsmæssigt ønsker, at vores kraner har faste støtteben. Efter dialog med Volvo fik vi batteriet flyttet, så der blev plads til støtteben, siger Brian Patzlaff og tilføjer:
– Det her er et specialprodukt, der skal designes, så vi kan bruge det i vores hverdag. I den forbindelse har vi samarbejdet med Volvos udviklingsafdeling og fabrik, så vi kunne få løst udfordringerne på papiret og i produktionen, inden den bliver leveret. Det kan vi logistiskfolk godt lide. Efterfølgende har vi testet lastbilen og kranen i normal drift, og den har kørt uden problemer i testperioden. Når der er vilje begge veje, så kommer man godt i mål til sidst, siger han.
For Volvo har det været vigtigt at få udviklet og designet den optimale el-lastbil til STARKs behov.
– I samarbejdet har vi lagt vægt på at udvikle løsningen, så den nye elektriske Volvo-lastbil dækker det specifikke behov, som STARK har, udtaler Joakim Nilsson, forretningsudviklingschef hos Volvo Danmark.
Samtidig uddyber Joakim Nilsson, at der på netop denne type kørsel, hvor der er en del stående kranarbejde, er endnu større miljøgevinster ved den elektriske drift. Al tomgangskørsel elimineres til gavn for både emissionerne og arbejdsmiljøet. Noget som både chauffør og omgivelser kan drage stor nytte af.
Støtteordninger kan accelerere udviklingen
STARK har en flåde på flere end 135 lastbiler, hvoraf en del af dem kører på HVO-diesel, der reducerer CO2-udledningen med op til 90 pct. Inden længe kører to af lastbilerne i flåden på el, og planen er, at endnu flere af STARKs lastbiler skal levere byggematerialer uden emissioner og partikelforurening.
Men prisen på el-lastbiler og mangel på ladestandere, får STARK til at efterspørge større opbakning til elektriske lastbiler.
– Det er stadig dyrt at investere i en elektrisk lastbil frem for en dieseldrevet. Det koster tre gange så meget. Hvis der kommer tilskudsordninger, der kan være med til at dække merprisen, så er vi parate til at udvide med endnu flere elektriske lastbiler. Derudover er ladeinfrastrukturen i Danmark stadig en hæmsko for, at vi kan bruge lastbilerne til andet end nærdistribution i de største byer på nuværende tidspunkt, siger Jan Breinholt.
Fakta om el-lastbilen:
- Volvo FE Electric lastbil
- 3-akslet
- 28 ton totalvægt
- Batterikapacitet på 376 kWh
- Rækkevidde op til 300 km
- Kran: Palfinger PK 22.002, med 14,9 m hydraulisk rækkevidde
Kontakt:
Kommunikationschef Jens Velling tlf.: 28409998 email: jevel@stark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **