Pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark
Børn, unge og voksne i udsatte livssituationer påvirkes i høj grad af de stigende priser på blandt andet dagligvarer.
Regeringen har sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgået en række aftaler om inflationshjælp. Blandt andet to puljer til børn i udsatte familier og borgere i udsatte positioner, som uddeles via civilsamfundsorganisationer.
En af dem er Blå Kors Danmark, der samlet har modtaget en bevilling på 30,9 mio. kroner fra Socialstyrelsen, hvoraf de 24,9 mio. kroner er til børn i udsatte familier og 6 mio. kroner til voksne.
Pengene skal bruges på en række midlertidige tiltag som for eksempel uddeling af gratis mad, fællesarrangementer, ferieoplevelser og billigere måltider på væresteder.
“Vi oplever, at inflationen rammer ekstra hårdt hos mennesker i udsatte livssituationer, som i forvejen er presset i hverdagen af eksempelvis sygdom, misbrug og sociale problemstillinger. Derfor er det på alle måder glædeligt, at vi nu kan række ud med inflationshjælp”, siger Morten Skov Mogensen, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Hjælp til pressede familier og enlige
En undersøgelse i efteråret 2022 blandt knap 600 familier i Blå Kors’ familienetværk, som er sociale fællesskaber i samarbejde med lokaler kirke, viste, at 78 procent af familierne oplever, at inflationen påvirker deres hverdag enten rigtig meget eller meget. 17 procent mærker en mindre påvirkning.
Mere end hver femte familie springer måltider over, og 16 procent undlader nogle gange at give deres børn madpakker med i børnehave eller skole, lød det fra familierne i undersøgelsen.
Det er de familier, som nu får glæde af inflationshjælpen, der bliver målrettet familienetværk, væresteder, ferielejre og terapitilbud til børn.
“Både børn og voksne får stor glæde af måltidsfællesskaber og de mange andre former for tilbud, vi har, som fx økonomisk rådgivning, sociale aktiviteter og ferielejre. Det er med til at give dem et frirum og en oplevelse af ikke at være alene med de udfordringer, de kæmper med”, siger generalsekretær Morten Skov Mogensen.
Forventningen er, at omkring 15.000 danskere i løbet af 2023 og 2024 får glæde af inflationshjælpen fra Blå Kors.
Kontakt:
Generalsekretær i Blå Kors Danmark Morten Skov Mogensen email: msm@blaakors.dk
Chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark og TUBA Thomas Røddik Korneliussen tlf.: 26 20 20 46 email: trk@blaakors.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **