PRM / Seks ud af 10 tror på Rune som vinder af Wimbledon

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Holger Runes kometkarriere mangler endnu sin endelige kulmination i form af en Grand Slam. Ifølge Danske Spils kunder kan den kulmination meget vel komme i dette års Wimbledon, som gik i gang mandag. Danske Spil kan nemlig se i tallene, at 60% af alle de spil, der er lavet på en turneringsvinder, er lavet på Holger Rune.

    “Holger er utrolig populær hos vores kunder, og tiltroen til hans evner og mentalitet er tydeligvis rigtig, rigtig stor. Det siger alt, at den spiller, som næstflest af vores kunder tror på som vinder, er Novak Djokovic, og at verdens bedste, Carlos Alcaraz, ligger et stykke efter det,” siger Peter Emmike Rasmussen, som er oddssætter hos Danske Spil.

    Det er altså seks ud af ti af Danske Spils kunder, der tror på en dansk Wimbledon-triumf. Samtidig er det blot 15% af kunderne, der har spillet på Novak Djokovic som vinder. Den store tiltro til danskeren kan munde ud i en gigantisk udbetaling til dem, der har troet på Rune.

    “Danske Spils kunder står lige nu til i alt at vinde små to millioner kroner, hvis Holger Rune går hele vejen og vinder Wimbledon. På vejen derhen skal han sandsynligvis slå både Djokovic og Alcaraz, men håbet er, ligesom græsset på banerne i London, lysegrønt,” siger Peter Emmike Rasmussen.

    Holger Rune skal i aktion for første gang i turneringen tirsdag. Det vides endnu ikke præcist, hvornår kampen spilles.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13702940&publisherId=9291517&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **