Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Furesøs Plan- og Agenda 21-strategi “Furesø på Forkant” er byrådets visioner for den fysiske planlægning i Furesø Kommune. Den sætter både rammer for byplanlægningen og for hvor grøn, klimavenlig og oplevelsesrig, kommunen skal være.
I forhold til “Furesø på Forkant” ønskede mange borgere at få belyst, hvordan strategien vil påvirke natur, miljø og trafik.
Derfor bad Furesø Kommune rådgivningsfirmaet COWI om at lave en miljøvurdering. Den belyser hvordan, miljøet vil blive påvirket, hvis “Furesø på Forkant” bliver realiseret. Den berører emner som flora og fauna, klimatiske forhold, menneskers sundhed og kulturhistorie.
Miljøvurderingsrapporten i høring fra 14. juli
Miljøvurderingsrapporten sendes i høring fra den 14. juli til og med den 15. august.
“Vi værdsætter det store engagement, mange mennesker udviser i forhold til vores fremtid for Furesø Kommune. Vi lytter til de bekymringer og forslag, der er kommet i forbindelse med høringen af Plan- og Agenda 21-strategien, og med en miljøvurdering får vi belyst strategiens mulige påvirkninger,” siger Bettina Ugelvig (A), formand for Plan- og Byudvikling.
“Vi tager miljøet alvorligt, og en miljøvurdering er første skridt mod at finde den rette balance mellem byudvikling og natur i vores kommune. Vi ønsker at integrere naturen i vores byer og skabe en bæredygtig fremtid”, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima.
I høringen kan alle bidrage med bemærkninger og input. Miljøvurderingsrapporten og indkomne høringssvar vil blive vedlagt den politiske behandling af Plan- og Agenda 21-strategien.
Fakta: Miljøvurderingen berører emnerne:
- Biologisk mangfoldighed samt fauna og flora
- Natura 2000
- Befolkningen og menneskers sundhed
- Jordbund
- Vand
- Klimatiske faktorer
- Materielle goder
- Kulturhistorie, herunder arkæologiske interesser, kirker og deres omgivelser
- Landskab
- Visuelle forhold
- Kumulative effekter
Kontakt:
Bettina Ugelvig (A) email: bum1@furesoe.dk
Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk
Centerchef i Center for By og Miljø Louise Piester email: lps5@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **