PRM / Osteopati er en autoriseret sundhedsprofession og titlen ‘osteopat’ er beskyttet

    Pressemeddelelse fra Danske Osteopater

    Osteopater har været en del af det danske sundhedsvæsen som autoriserede sundhedspersoner fra loven om autorisation trådte i kraft, den 1. juli 2018. En såkaldt overgangsordning tillod de behandlere der allerede udbød osteopati inden lovgivningen at praktisere som osteopater til og med den 30. juni i år.

    Overgangsordningen er nu ophørt, hvilket betyder, at det kun er autoriserede osteopater der må anvende titlen ‘osteopat’. Det er således forbudt for andre behandlere at misbruge titlen, eller i øvrigt betegne sig eller handle på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om, at de er autoriserede osteopater. Dette følger af autorisationslovens § 70 b og § 78.

    “Vi har desværre oplevet over de sidste år, at mange behandlere uretmæssigt har anvendt den beskyttede titel ‘osteopat’. Herunder behandlere der ikke har færdiggjort deres uddannelse, eller måske blot har taget nogle kortvarige kurser. Vi glæder os over, at der nu er klare rammer omkring anvendelse af titlen. Det gør det nemmere for klienterne når de skal vælge en osteopat, at have tillid til at osteopaten er kvalificeret til at varetage deres rygproblemer, nakkesmerter eller hvilke udfordringer man nu måtte have. Vi er ligeledes taknemmelige for, at sagsbehandlingstiden for autorisation af osteopater er blevet væsentlig forkortet, således at vores færdiguddannede medlemmer ikke venter for længe på deres autorisation” udtaler Hanna Tómasdóttir, formand for Danske Osteopater.

    Hvad er osteopati?
    En osteopat er en autoriseret sundhedsperson, der er specialiseret i udredning og behandling af muskuloskeletale problematikker. Osteopati er en anerkendt manuel profession, hvor strategier for smertehåndtering, livsstilsvejledning, planlægning af aktivitetstiltag og instruktion i øvelser m.m. indgår.  Den osteopatiske tilgang er personcentreret og tager udgangspunkt i hele mennesket og ikke blot det problematiske område.

    Læs mere omkring osteopati og hvor du finder en osteopat via vores hjemmeside:

    https://www.danskeosteopater.dk

    Kontakt:

    Formand for Danske Osteopater Hanna Tómasdóttir tlf.: 26255699 email: hanna@danskeosteopater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13702598&publisherId=3613423&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **