PRM / Avanceret “regnfrakke” på den nye Storstrømsbro

    Pressemeddelelse fra KBT Waterproofing

    Det er svært at finde et mere CO2-belastende byggemateriale end beton, og derfor er levetiden helt afgørende, når man bygger i beton.

    Den gamle bro har holdt stand i omkring 80 år, men med den nuværende teknologi, viden og miljøbevidsthed er det alt for kort levetid for så stor en betonkonstruktion. Derfor skal den nye Storstrømsbro holde i mindst 120 år og omfattende test har dokumenteret, at membranen fra KBT kan nå dette.

    Ingen vedligehold det næste århundrede

    Med den valgte membran på brodækket forhindres vand og fugt i at trænge ind i betonen og nå stålarmeringen, hvilket forsinker nedbrydning af betonkonstruktionen. I sammenligning med tidligere metoder, hvor membranen holdt 30-50 år, er 120 år for den nye metode en væsentlig forbedring.

    En avanceret “regnfrakke”

    KBTs opgave er at klæde hele broen på med en ‘regnfrakke’. Det lyder måske simpelt, men det er det ikke.

    Broen vil over tid blive udsat for mange ødelæggende kræfter som vibrationer fra trafikken, termisk udvidelse, store mængder nedbør, hurtige temperaturændringer, salt osv. Og selv små fejl vil vise sig som utætheder over tid, hvorfor det er afgørende, at arbejdet er udført korrekt og med omfattende dokumentation.

    Arbejdet kræver en række særlige maskiner og arbejdsmetoder, som KBT har udviklet gennem en årrække, baseret på erfaringerne fra mere end 100 projekter i hele Skandinavien. Metoden, som anvendes, blev introduceret til Danmark for 20 år siden, men har mange referencer fra resten af verden gennem mere end 40 år.

    Arbejdet starter på land for at spare tid

    Storstrøms-projektet følger en ambitiøs tidsplan. For at afkorte produktionstiden, er opgaven med vandtætning opdelt i en onshore og en offshore del. Det er planen at påføre så meget membran som muligt på land, inden hvert af de enkelte brodækssegmenter (dragere) løftes på plads ude på vandet (offshore), hvor den resterende tætning vil blive gennemført.

    De mere end 40 brodækssegmenter støbes på fabrikken på land i Vordingborg. Herefter lægger KBT de første lag sprøjtemembran på, inden de sejles ud og løftes op på plads mellem pylonerne. Dette arbejde er allerede i gang, og fortsætter, til den sidste brodrager er støbt og klar til at blive sejlet ud.

    Ude på vandet støbes fugerne mellem hver brodrager i beton, afløb skal monteres, og de langsgående lodrette betondetaljer støbes. Der monteres dræn, og de små afsluttende betondetaljer støbes. Herefter vil KBT fuldføre vandtætningen, hvilket gør dækket klar til åbning for trafik.

    KBT-proces var afgørende for kontrakten

    En brodrager har en overflade på ca. 2.500 kvadratmeter og kan dækkes af vandtætning på mindre end en uge. KBT arbejder på flere dragere på land ad gangen for at udnytte alle tørre dage.

    Holdbarheden af membransystemet er meget stor sammenlignet med traditionelle systemer, og kan tåle trafik i byggeperioden, hvilket muliggør den tidlige arbejdsstart.

    “Styrken og holdbarheden af Eliminator-spraymembranen gør det muligt for os at starte arbejdet på land. Jeg er sikker på, at dette har været en væsentlig faktor i valget af vores spraymembran,” siger Andreas Hensen, projektdirektør hos KBT Waterproofing.

    Ved at arbejde på land slipper teamet også for at skulle installere opvarmede telte over hele overfladen ude på vandet, en metode, der er dyr, tidskrævende og kræver et meget højt ekstra energiforbrug. Det giver en betydelig besparelse i tid, energi og penge og gør derfor en reel forskel for det samlede budget og Co2-aftryk.

    Den største af flere store opgaver

    Den 90.000 kvadratmeter store Storstrømsbro er KBT Waterproofings største enkeltprojekt til dato, både hvad angår størrelse og omsætning. Men virksomheden er ikke færdig med at vokse og har endnu større planer. KBT forventer øget vækst i de kommende år – især fra resten af Skandinavien.

    “Der er en række andre store projekter i horisonten,” siger Andreas Hensen. Han forklarer, at KBT’s kontrakt på Storstrømsbroen og tidligere kontrakter for Femern Bælt om vandtætning af de særlige elementer på verdens længste sænketunnel har gjort virksomheden til et internationalt navn.

    “Vi har tidligere haft projekter uden for Danmark, og vi oplever et godt momentum, som vil hjælpe os med at etablere os mere permanent i Norge og Sverige. Myndighederne i de to lande ser nærmere på at bruge de systemer, som Danmark har været de første til at godkende og bruge,” siger Andreas Hensen.

    Om projektet på den nye Storstrømsbro:

    Bygherre: Vejdirektoratet

    Totalentreprenør: SBJV (Storstrom Bridge Joint Venture)

    Opgave: KBT Waterproofing har skrevet kontrakt med SBJV (Storstrom Bridge Joint Venture) om vandtætning af alle vandrette flader på brodækket, i alt ca. 90.000 kvadratmeter.

    Opgavens omfang: Op imod 25 mand vil arbejde på projektet i de næste 2 år og der bidrager godt til ordrebeholdningen hos KBT Waterproofing A/S, så denne netop har rundet DKK 100 mio.

    Kontakt:

    Mere information:

    Andreas Hensen, projektdirektør, KBT Waterproofing A/S

    Mail: ah@kbtwaterproofing.com

    Mobil: +45 28 19 29 29

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13701977&publisherId=13560962&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **