Pressemeddelelse fra Danske Medier
Det er positivt, at regeringen er lykkedes med at lande en aftale, der sikrer ro omkring posten, gør op med de midlertidige aftaler med PostNord og skaber fair konkurrence på distributionsmarkedet.
“Det har længe været kendt, at Danske Medier ønskede en smallere befordringspligt og et mere frit marked for distribution af forsendelser i Danmark. Det er til gavn for danskerne, medierne og distributørerne, når prissætningen i markedet sker i fair konkurrence mellem flere virksomheder,” siger Mads Brandstrup, adm. direktør i Danske Medier.
Med aftalen foreslås magasinerne ligesom de fleste andre postprodukter udtaget af befordringspligten. Det betyder, at magasinudgivere, der ikke er momsregistrerede og samtidig bruger PostNord til distributionen, i fremtiden vil blive pålagt moms på distributionsprisen. Dette forhold bør undersøges nærmere i det kommende lovgivningsarbejde.
“Danske Medier går generelt ind for at slanke befordringspligten. Vi mener samtidig, at det ikke bør blive dyrere at distribuere bladprodukter som fagforeningsblade og magasiner. Denne mediegruppe er særdeles vigtig for Foreningsdanmark og dermed sammenhængskraften i landet. Derfor skal der findes en fornuftig løsning, så vi både sikrer fair konkurrence og fortsat gode muligheder for distribution af magasiner,” siger den adm. direktør.
Der er i dag flere aktører på magasinmarkedet for magasindistribution. Danske Mediers klare forventning er, at den eksisterende konkurrence skærpes med den nye aftale, hvilket vil komme magasinudgiverne til gode. Derfor er det også klogt, at partierne etablerer et “sikkerhedsnet”, så ministeren kan gribe ind, hvis markedet ikke leverer et acceptabelt prisniveau.
“Der er ingen, der har interesse i at svække muligheden for, at magasiner og medlemsblade kan blive distribueret til danskerne. Tværtimod har regeringen for ganske nyligt indgået en bred medieaftale, hvor man vil give mediestøtte til magasinerne. Det ville derfor være mærkeligt samtidigt at forringe magasiners muligheder for at blive distribueret.”
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








