PRM / Brintbranchens direktør valgt til Hydrogen Europes bestyrelse

    Pressemeddelelse fra Brintbranchen

    Det er Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der vil tage plads i Hydrogen Europes bestyrelse på vegne af Brintbranchen de kommende to år. Hydrogen Europe er den europæiske brancheorganisation, der repræsenterer den europæiske brintindustri, og fremmer brint som én af forudsætningerne for et nul-emissionssamfund. Hydrogen Europe har de seneste år vokset sig til en stor og betydningsfuld spiller i EU, som samler hele den europæiske brintindustri, og hvor organisationen har været med til at præge mange af de positive udviklingerne på brintområdet.

    Tejs Laustsen Jensen blev som første dansker nogensinde her til eftermiddag valgt ind i bestyrelsen som repræsentant for de nationale brintorganisationer med et stort flertal af stemmerne.

    “Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg er tiltrådt Hydrogen Europes bestyrelse her til eftermiddag. Vi står midt i flere kriser, hvor klimaet, energi- og forsyningssikkerheden er truede. Vejen ud af disse kriser er grøn, og involverer alle brint og brintbaserede produkter. Det er derfor uhyre vigtigt, at vi intensiverer det europæiske samarbejde på brintområdet. Vi må ikke miste kontrol og ejerskab over både europæisk brintproduktion og aftag i transport- og industrisektoren, samt den bagvedliggende teknologiudvikling.  

    Som bestyrelsesmedlem for de nationale brintorganisationer vil jeg arbejde for at styrke de nationale organisationers dialog og samarbejde på tværs af EU. Brancheorganisationernes styrke er, at vi ligger inde med dybdegående kendskab til hver især vores nationale brintindustri og ved at kombinere denne viden til én fælles europæisk stemme, styrker vi Hydrogen Europe som helhed. Jeg glæder mig til at påbegynde arbejdet, og vil gerne takke alle, der har stemt på Brintbranchen,” siger Tejs Laustsen Jensen umiddelbart efter valget i Bruxelles.

     

    Fakta

    • Hydrogen Europes bestyrelse består af 13 medlemmer, som bliver valgt i kategorierne nationale organisationer og industri, hvoraf industrikategorien er opdelt i underkategorierne industri, energi, SMV, teknologiproducent og transport.
    • Brintbranchen er valgt i kategorien nationale organisationer og har fået et toårigt mandat, som løber til og med juni 2025.

    Kontakt:

    Direktør/CEO Tejs Laustsen Jensen email: tlj@brintbranchen.dk

    Presse- og kommunikationschef Eleonore Fenne email: kemf@brintbranchen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13700770&publisherId=13559935&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **