Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Allerede i skolernes sommerferie er der udvidet mulighed for at bade indendørs, hvis vejrudsigten ikke indbyder til et dyp i havnen.
I to københavnske svømmehaller er sommerferielukningen nemlig blevet indskrænket fra seks til tre uger. Det betyder, at Emdrup Bad og Vesterbro Svømmehal nu holder åbent i uge 29, 30 og 31, hvor der oprindeligt skulle have været lukket. Åbningen er muliggjort af midler fra den såkaldte overførselssag, hvor overskydende midler fra 2022 fordeles.
Også byens svømmeforeninger kan se frem til flere timer i vandet. I Københavns Kommunes budget for 2023 blev der nemlig også afsat midler til en forsøgsordning med udvidet foreningsdrevet åbningstid i byens svømmehaller. Det betyder kort fortalt, at foreninger i udvalgte svømmehaller kan få flere timer i bassinerne.
De ekstra åbningstimer for foreningerne kommer til at ligge på hverdagsaftener og i weekender. Timerne placeres i følgende udvalgte svømmehaller: Bellahøj Svømmestadion, Emdrup Bad, Frankrigsgade Svømmehal, Hillerødgade Bad og Hal samt Vesterbro Svømmehal. Fordelingen af timer forventes at kunne gå i gang i løbet af juni 2023.
Fakta
- Med den såkaldte overførselssag 22/23, hvor overskydende midler fra 2022 fordeles, blev der afsat 0,7 mio. kr. til udvidet sommerferieåbning af svømmehallerne. Det betyder, at Emdrup Bad og Vesterbro Svømmehal har åbent i ugerne 29, 30 og 31, hvor der ellers var planlagt lukket.
- I budget 2023 blev der afsat en million kroner årligt i 2023 og 2024 til forsøg med udvidet foreningsdrevet åbningstid i udvalgte svømmehaller. I alt 39 ekstra åbningstimer fordeles blandt 21 interesserede svømmeforeninger og kommer til at ligge på hverdagsaftener og i weekender i fem udvalgte svømmehaller: Bellahøj Svømmestadion, Emdrup Bad, Frankrigsgade Svømmehal, Hillerødgade Bad og Hal samt Vesterbro Svømmehal.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








