PRM / Hormonsygdom øger risikoen for æggestokkræft

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    Sygdommen PCOS, der blandt andet fører til forstyrrelser i kvinders hormonniveauer, øger risikoen for æggestokkræft hos kvinder efter overgangsalderen. Sygdommen har allerede en række kendte følger så som en øget risiko for livmoderkræft samt, for mange, en nedsat mulighed for at blive gravid.

    Men det er første gang på verdensplan, at forskere kan vise, at lidelsen også øger risikoen for æggestokkræft hos de lidt ældre kvinder.

    Nærmere bestemt viser undersøgelsen, at risikoen for at udvikle æggestokkræft er fordoblet hos kvinder med PCOS sammenlignet med kvinder uden PCOS. Det er dog et tal, der skal ses i lyset af, at risikoen for at få æggestokkræft uden at man har PCOS, er meget lille.

    Det vigtigste ved den nye undersøgelse er derfor, at den giver ny viden om PCOS, forklarer læge og ph.d.-studerende Clarissa Frandsen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der står i spidsen for den nye forskning:

    – Det kan gøre lægerne og kvinderne med PCOS mere opmærksomme på tidlige symptomer og kvinderne kan eventuelt blive tilbudt flere undersøgelser så som en skanning. Fordi kvinder med PCOS allerede er i tæt kontakt med deres læge, giver det mulighed for, at sygdommen kan blive opdaget tidligt, hvis den opstår, siger Clarissa Frandsen.

    Overvægt undersøgt
    En del kvinder med PCOS er overvægtige, fordi forstyrrelserne i hormonbalancen gør det lettere at tage på. Da man ved, at overvægt kan øge risikoen for en række kræftsygdomme, har forskerne i den nye undersøgelse set på, om den øgede risiko for æggestokkræft skyldtes overvægten og ikke selve PCOS-sygdommen.

    – Men her kan vi se, at det ikke er fordi kvinderne er overvægtige, at de har en øget kræftrisiko. Det er simpelthen PCOS og de mange og komplekse symptomer, det fører med sig, der formentlig er årsagen, siger Clarissa Frandsen.

    Verdens største undersøgelse
    Den nye undersøgelse er den største af sin art. Den er baseret på en række danske sundhedsregistre, og det er takket være den store mængde af data, der er tilgængelige i de danske registre, at det har været muligt at opdage den øgede kræftrisiko.

    PCOS er nemlig en forholdsvis sjælden lidelse, så resultaterne er kun blevet mulige, fordi forskerne har kunnet undersøge alle kvinder født i Danmark mellem 1940 og 1993 – i alt godt 1,7 mio. kvinder.

    Fordi PCOS kommer til udtryk som en samling af symptomer, kan sygdommen imidlertid være svær at diagnosticere. Derfor er der formentlig kvinder, der har sygdommen uden at være klar over det. Det har forskerne forsøgt at tage højde for i undersøgelsen ved også at inkludere kvinder, som har en række af de symptomer og diagnoser, som man ved typisk er tegn på PCOS. Det har været muligt, fordi forskningen er udført i et tæt samarbejde mellem registerforskere og læger med speciale i PCOS.

    Den nye undersøgelse har vakt opsigt i forskerkredse. Clarissa Frandsen er blandt andet blevet inviteret til at præsentere de nye resultater ved konferencen ESHRE, der er en stor, international konference for forskning i reproduktion og embryologi.

    Resultaterne er offentliggjort her: Frandsen CLB et al.: Risk of epithelial ovarian tumors among women with polycystic ovary syndrome: A nationwide population-based cohort study. Int J Cancer. 2023;1�11. doi:10.1002/ijc.34574

    Kontakt:

    Mette Vinter Weber email: mvw@cancer.dk

    Clarissa Frandsen, læge og forsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, e-mail: clbf@cancer.dk, mobil: 3026 4441

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13698529&publisherId=2700313&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **