PRM / Folkekirkens Nødhjælp sender mineeksperter ind i de oversvømmede områder Ukraine

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Folkekirkens Nødhjælp sender i dag mineeksperter ind i de oversvømmede områder i Kherson, hvor miner og andre eksplosiver fra krigen flyder rundt til fare for befolkningen og oprydningsarbejdet.

    Området ligger tæt på krigens frontlinje. Mange minefelter er blevet oversvømmet, og minerne har spredt sig ud over store områder. Det gør oprydningen og genopbygningsarbejdet efter de ødelæggende oversvømmelser ekstra vanskeligt.

    “Vi sender i dag et minerydningshold ind i området, hvor de i samarbejde med vores lokale nødhjælpsgrupper, frivillige og lokale myndigheder skal sikre, at ingen kommer til skade i oprydningsarbejdet. Det er derfor, at oprydning og genopbygning koblet med minerydning er helt afgørende, og det er den måde, vi arbejder på flere steder i Ukraine,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

    Ifølge generalsekretæren består arbejdet i at lokalisere miner, der kan udgøre en risiko i oprydningsarbejdet, og i at oplyse de lokale nødhjælpsarbejdere, frivillige og allerede tilbagevendte indbyggere om farerne ved miner, der kan have spredt sig til folks huse og haver. 

    Behovet opstår nu, hvor de store oversvømmelser og vandmængder – som følge af sprængningen af Kakhovka-dæmningen for to uger siden – er på tilbagetrækning.

    Vandmasserne har ødelagt store områder og beskadiget al infrastruktur – bygninger, vand-og strømforsyning, private huse, varehuse med nødhjælp, modtagecentre for fordrevne fra krigen etc. – og risikoen for spredning af sygdomme af det stillestående og forurenede vand stiger. Så behovet for hjælp er enormt, ifølge Folkekirkens Nødhjælp.

    “Vi støtter lokale nødhjælpsgrupper, der allerede er operationelle i området, med fleksible kontantbevillinger, der går direkte og ubeskåret til at hjælpe folk alt efter deres behov. Vi uddeler transporterbare gaskomfurer, så folk uden strømforsyning igen får mulighed for at lave mad. Vi hjælper med rengøring og klargøring af private huse, og vi støtter modtagecentre for de mennesker, der venter på at kunne komme tilbage til deres hjem,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

    Indsatsen er finansieret med penge fra Udenrigsministeriet, og omkring 10.000 mennesker får glæde af den kontante hjælp.

    Foto: Sofia Busk

    Kontakt:

    Presserådgiver Anne Mette Futtrup tlf.: 50602093 email: amf@dca.dk

    Pressechef Poul Kjar tlf.: +45 41865975 email: pkja@dca.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13700088&publisherId=13559172&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **